Ældreordning har medgang i lokalområdet

Af Signe Svane Kryger

I Gråsten, Rinkenæs og Alnor bliver der udbragt traditionel sønderjysk mad hver dag fra kl. 17-18.15, hvilket har været en stor succes i lokalområdet.
Sidste sommer fik forpagter for Rinkenæs-hus, Anja Andersen, samt hendes mand og kok, Paw Andersen, idéen om at iværksætte en ældreordning. Konceptet går ud på, at Rinkenæs-hus laver og udbringer mad til ældre i Gråsten, Rinkenæs samt Alnor.
Ældre skal selv bestemme
”Det kan ikke være rigtigt, at man ikke selv kan bestemme, hvad man vil spise, bare fordi man er blevet ældre. Derfor har vi opstartet ældreordningen, hvor vi leverer varm, frisk og sønderjysk mad fra dag til dag. Vi tager hensyn til allergier, og kunderne vælger selv hvilke dage, de vil have maden udbragt. Man får et 10-turskort for 500 kroner og vælger hvornår, maden skal leveres i tidsrummet fra kl. 17-18.15”, fortæller Anja Andersen.
Den 10. oktober fremsatte Anja Andersen seks forskellige sønderjyske madretter, som man kunne melde sig til at smage, hvis man var interesseret i at blive en del af ordningen.
”Efter vores smagsprøve meldte syv ældre mennesker sig til, men der gik ikke lang tid, og i dag er vi oppe på 25 personer, og vi vil selvfølgelig meget gerne have flere”, fortæller Anja Andersen glad.
Anskaffelse af afløsere
Anja Andersen har måttet anskaffe sig to afløsere, Johnny og Charlotte Hansen, der hjælper med at udbringe maden. Jobbet som udbringer er tidskrævende, da der er flere aspekter i det.
”Når vi kører ud med maden, afleverer vi den ikke bare og kører videre. Det er vigtigt for os, at de ældre har det godt, og at de kan få en snak, hvis de har brug for det. Hvis jeg oplever, at de har behov for hjemmehjælp eller sygepleje, så tager jeg kontakt. Vi har været heldige med vores afløsere, da de i forvejen kender de ældre igennem ansættelse i hjemmeplejen, hvilket vi er meget taknemmelige for”, fortæller Anja Andersen.
Ægtepar er glade for ordningen
Ægteparret, Vagn Aage Hansen og Mette Frøslev Hansen, på henholdsvis 89 og 86 år fra Alnor er et par glade kunder, der har nydt godt af ordningen.
”Vi er glade for mad udbringningen, da det er god, almindelig mad, som vi er vant til, og som vi er vokset op med. Vi har fået det leveret i godt tre måneder, og der er ikke noget at sætte en finger på”, smiler de og fortsætter: ”Og det bedste er, at maden er varm, når vi får det leveret”, siger ægteparret fra Alnor
Udvidelse i fremtiden
Anja og Paw Andersen er stadig i betænknings-fasen i forhold til at udvide konceptet.
”Vi har udvidelsen lidt i tankerne, da vi gerne vil rundt i flere nærliggende byer med mad. Jeg oplever stor efterspørgsel efter vores udbringning, men jeg må desværre sige nej, hvis de ikke bor i Gråsten, Rinkenæs eller Alnor. Vi arbejder på at inkludere Egernsund i ordningen, men vi mangler et par stykker endnu, for at det kan realiseres”, fortæller Anja Andersen målrettet.