Ingeborg Jepsen, Egernsund, fylder 90 år. Sammen med sin mand, Gerhardt, drev hun i mange år slagterforretning i Egernsund.
90 år og stadig i fuld vigør
Det er forrygende at fylde rundt og stadig være i fuld vigør og uden skavanker.
Lørdag den 20. juli fejrer Ingeborg Jepsen, Egernsund, sin 90års fødselsdag.
Hun stammer oprindeligt fra Jejsing ved Tønder, men kom allerede til østkysten i 1953.
Her var hun først ung pige i huset hos boghandler Clausen og derefter i butikken hos daværende slagtermester Zickert i Sønderborg.
I 1954 lærte hun sin ægtefælle igennem 65 år, Gerhardt Jepsen, at kende, der netop havde overtaget sin bedstefars slagterforretning i Egernsund.
De blev gift i 1955 og sammen udvidede de bedstefarens slagterforretning med eget pølsemageri, hjemmelavede specialiteter og smørrebrød ud af huset.
Efter lavkonjunkturen besluttede parret i 1977 at lukke den traditionsrige slagterforretning i Egernsund, mens fødselaren fortsatte nogle år på arbejdsmarkedet.
Rejser
Samtidig begyndte Ingeborg på sine mange rejser til Asien, hvor to af parrets tre børn har boet siden sidst i 70’erne.
Indtil hun fyldte 80 år, var hun afsted i alt 29 gange både med sin mand og alene, for at være sammen med sine børn og børnebørn i Hong Kong.
Også hverdagen i Egernsund har siden pensionsalderen været fyldt med mange gøremål.
Ingeborg har i mange år været aktiv med socialt arbejde og har altid været god til at lytte, når nogen havde brug for det.
Ingeborg klarer sig i dag stadig selv, passer sine mange roser i haven og glæder sig over det daglige samvær med oldebørnene.
Naboer og bekendte har mulighed for personligt at gratulere på selve fødselsdagen fra 10-16 i hjemmet i Egernsund ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 17. juli 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.