Formand for Ældre Sagen i Gråsten, Ebbe Johansen, er fyldt 80 år.

80-årig formand med mod på mere

For en uge siden rundede formanden for Ældre Sagen i Gråsten, Ebbe Johansen, de otte årtier. 

Han trapper ned ved at trække sig fra Ældre Sagens landsledelse, men forbliver sikkert og energisk i sadlen i Gråsten og som formand for grundejerforeningen Sildekule. Samtidig er Ebbe Johansen præsident for den internationale ældreorganisation Age Europe.

“Min hustru og jeg boede i Hørsholm hele mit erhvervsaktive liv hos IBM. Da jeg blev pensioneret, flyttede vi til Gråsten. Jeg havde en svigermor hernede, og det er et rart sted at være. Jeg fik en stor bekendtskabskreds og blev aktiv i foreningslivet. Det var rigtig hyggeligt,” fortæller Ebbe Johansen, der ikke har fortrudt valget af Sønderjylland som stedet at tilbringe sit otium.

Han bor på Kystvej. Ind­imellem tager han på fjorden i sin fiskerjolle.

“Jeg arbejdede to år i Afrika. Vi har boet i Paris, hvor jeg var product manager i to år, og fire år i Stockholm, mens vi fortsat beholdt huset i Hørsholm 30 år. Man kan sige, vi har aldrig været bange for at flytte os,” fortæller Ebbe Johansen.

Højt medlemstal

Han har været formand for Ældre Sagen i Gråsten i noget, der nærmer sig en halv snes år. Det organisatoriske ligger til Ebbe Johansen, der sluttede sin karriere som senior konsulent.

“Ældre Sagen har 928.000 medlemmer. Alene i Sønder­borg Kom­ mune er der 13.000 medlemmer. Jeg har været næstformand i hovedforeningen. Vi er konstruktive, men ikke kritiske. Vi har været med til at indføre en værdighedspolitik. Der blev afsat en milliard kroner i en værdighedspulje. Ældre­checken fik vi også gennemført,” fortæller den garvede organisationsmand, der mener, dialog er vejen frem.

“Jeg er sikker på, den konstruktive linje er årsagen til, vi har så mange medlemmer. På landsplan er der 2,3 procent frivillige i Ældre Sagen. I Gråsten er det fem procent. Vi bekymrer os om hinanden. Ældre Sagen går også ind og siger, at når der er mangel på arbejdskraft, så ansæt de ældre. De har store kompetencer. Som forbrugere er de en pengestærk befolkningsgruppe. Derfor har vi i Age et begreb, der hedder Silver Economi. Man taler altid om, de unge er dem, der bruger flest penge. Den pengestærkeste aldersgruppe er de ældre. Jeg har lige været ude at spise og fik 25 procent rabat. Det sikrer vi medlemmerne,” fortæller den meget aktive pensionist.

“Vi kan sagtens bruge flere frivillige. Mange ældre er ensomme og har behov for støtte og selskab ikke mindst, hvis de for eksempel er svagt seende eller hørende. Jeg er formand for Ældre på Indkøb. Mod betaling af 175 kroner i måneden kan man hver uge blive afhentet i bus og kørt på indkøb, hvor hjælpere i refleksveste guider de ældre rundt i Brugsen i Gråsten og hjælper dem med at pakke og transportere deres varer,” fortæller Ebbe Johansen om endnu et efterspurgt initiativ.

“Jeg bliver ved som formand for Ældre Sagen i Gråsten, så længe jeg kan, og så længe jeg ikke bliver sparket ud,” bedyrer han.

Hustruen Lis døde sidste sommer. Ebbe Johansen er sig bevidst, at selv om der med alderen skal økonomiseres med kræfterne, er det også vigtigt at have noget at rive i. Parrets to børn – en søn og en datter – er bosiddende på Sjælland. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.