
Det lille Teater holder til i den gamle skole i Ladegårdskov.
50 år med teater i smilets tjeneste
Det lille Teater i Gråsten fejrer torsdag 21. april sit 50-års jubilæum. Det sker med en reception i Ladegårdskov fra kl. 16.00-19.00
“De 50 år har budt på meget forskelligt siden Arne Aabenhus sammen med en gruppe teaterinteresserede folk fra Gråsten tog initiativ til dannelse af Det lille Teater. Begyndelsen var meget beskeden. Teatret havde de første år hjemme på den daværende “Teaterskolen” på Ellygade i Gråsten”, fortæller Ole Gaul Nilum, der er formand for Det Lille Teater. .
I 1979 flyttede teatret til det nuværende domicil i Ladegårdskov.
Siden er det gået stærkt, i dag råder Det lille Teater, som den eneste amatørscene i Sønderjylland, over 2 sale og en stor udendørs spilleplads.
Det lille Teater der i dag har omkring 130 medlemmer danner rammer om børnedrama, friluftsspil og egnsspil, moderne og klassisk drama på scenen, énaktere, helaftensforestillinger, dukketeatre, revy, sang og musik, ungdomsteater, week-end’er med drama og drama-kursus.
Mange frivillige
Det lille Teater i Gråsten er åbent for alle, der har lyst til at dyrke amatørteatret, hvad enten det er på eller uden for scenen.
Det drejer sig om teknikere der kan lide at arbejde med lyd, sætte lys op, bygge scene, fremstille rekvisitter, folk der kan sy og finde på kostumer og folk der kan svinge hammer og sav, skuespillere, instruktører og musikere, sangere – kort sagt alle, der synes, det kan være sjovt og spændende at arbejde med amatørteater og som har lyst til at være en del af det fællesskab, som Det lille Teater byder på”, siger Ole Gaul Nilum, som peger på, at Det lille Teater gennem DATS har deltaget i flere teaterfestivaler.
“Vi har repræsenteret Danmark ved verdensteaterfestivalen i Monaco i 1989Det var et højdepunkt”, fastslår Ole Gaul Nilum.
Det er også blevet til en stribe andre festivaler i Oslo, Södertälje, Helsingfors, Åbo, Pojo, Lillehammer, Kelme og Jonova.
Desuden har teateret deltaget i mange nationale festivaler. ■
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.