2Dreams blev Årets Butik

Jonna Seemann kunne næsten ikke fatte det, da hun for øjnene af en fyldt sal i Alsion blev kåret til Årets Butik stemt ind på en førsteplads af kunderne, og det har taget hende flere dages festivitas at fordøje den flotte anerkendelse.

Der var ikke et øje tørt, da dametøjsbutikken 2Dreams i Gråsten blev kåret til Årets Butik i hele Sønderborg Kommune. 

Indehaver 55-årige Jonna Seemann blev kaldt op på scenen på Alsion og fik overrakt en kæmpemæssig pokal samt blomster. Hele herligheden er nu at se i forretningen i Borggade i Gråsten, hvor der har været et stort rykind af gratulanter.

“Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg sagde. Jeg troede ikke på, jeg ville vinde prisen som den bedste butik i hele kommunen. Det er kunderne, der har stemt på mig. Jeg er bare så taknemmelig,” fortæller Jonna Seemann, der næsten ikke sov natten efter den store kåring.

Hun så videoen, da hun blev kaldt op på scenen og ofrede sine tårer hver gang. Det er kommunens handels-, fritids- og kulturliv, der i samarbejde med Vores Sønderborg kårer Årets Butik. Der er 10 andre kategorier som Årets Ildsjæl, Byens Bedste Specialbutik og Bedste Dagligvarebutik. Det er JydskeVestkysten, der står for det store awardshow, der havde komikeren og entertaineren Amin Jensen som konferencier.

Med kåringen af 2Dreams er der sat spotlight på forretningslivet i Gråsten, hvor Jonna Seemann er en af de bærende ildsjæle. Hun har 5000 følgere på Facebook og kunder fra hele landet. Titlen et klart signal om, Jonna Seemann og 2Dreams kan noget helt særligt.

“Du er bare dig selv. Du siger ligeud, hvis tingene ikke klæder folk, eller det bare sidder helt perfekt. Du er, som du er, og siger tingene, som de er. Man kan spejle sig i dag. Du er her ikke bare for at sælge tøj. Du er noget for andre mennesker. Du har bare fortjent det,” lød det fra et stort rykind i butikken, der bugnede af blomster, kage og bobler.

Rørt til tårer

Butiksindehaveren var rørt til tårer hele dagen. Hun har drevet 2Dreams i otte år og er nærmest blevet gladere for det, som årene er gået. Hun beskriver det at blive kåret som Årets Butik som at vinde en Oscar. Hun kan ikke huske det, men hun skreg nærmest, da hun vandt.

“Byen har også fået en gave. Vi håber, vi må bruge det. Vi skal tale Gråsten op og ikke ned,” sagde formand for Gråsten Handel Kim Stokholm.

“I er bare guld værd alle sammen. Mange mange tak,” lød det rørt fra Jonna Semann med blik på blomsterhavet og den store pokal. ■

Det væltede ind med blomster, og Jonna Seemann havde i forvejen to pokaler i butikken 2Dreams for sin kåring til Årets Butik i Sønderborg kommune – de øvrige nominerede var Huset Torré, Viller, DOTS.dk og Jim P.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. april 2025

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.