Sundkobbel får kirsebærtræer, nye vejbump og frisk asfalt
Beboerne på Sundkobbel i Alnor kan se frem til både en grønnere og forbedret vej. I løbet af efteråret går arbejdet i gang med en større opgradering af vejen.
De seks eksisterende vejbump bliver renoveret, så de fremover lever op til gældende standarder. Samtidig bliver der plantet 12 nye kirsebærtræer langs Sundkobbel.
Træerne vil allerede ved plantningen være omkring fire-fem meter høje og dermed fra begyndelsen sætte et tydeligt grønt præg på vejen. Der bliver gjort en særlig indsats for at sikre kirsebærtræerne gode vækstbetingelser. Omkring træerne etableres rodvenlige belægninger, ligesom der anlægges vejbrønde og et vandingssystem.
Systemet skal sørge for, at en del af regnvandet fra vejen ledes ind i bedene og kommer træerne til gode. Den del af regnvandet, som indeholder vejsalt og skidt, bliver derimod ledt uden om træerne og direkte videre til regnvandssystemet.
Når arbejdet med vejbump, træer og afvanding er færdigt, afsluttes projektet med ny asfalt på hele Sundkobbel.
Arbejdet begynder i uge 39 og forventes afsluttet inden årets udgang.
Mens arbejdet står på, bliver Sundkobbel spærret for gennemkørende trafik. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. september 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
