Charlotte Christensen glædede sig over, at mange unge stemte ved EU-valget.

1.513 vælgere stemte ved EP-valget i Kruså

Stemmerne fra valgstedet i Kruså er talt op. I alt stemte 1.513 vælgere på valgstedet.

“Jeg er pavestolt. Sønder­jylland er det sted i Danmark, hvor Venstre er gået mindst tilbage. Vi var spået en total nedsmeltning. Nu er vi det største borgerlige parti. Det er helt fantastisk. Man kan ikke vælte en kampesten, der har stået i 150 år. Den har vaklet, men nu står det stort og flot igen. Resultatet er kommet på baggrund af en kæmpe organisation, der har gjort et enormt stykke arbejde,” siger genvalgt medlem af Europa-Parlamentet, Asger Christensen (V) til Bov Avis.

Ved søndagens valg til Europa Parlamentet opnåede Asger Christensen 1.757 stemmer i Aabenraa kredsen mod 1.744 til spidskandidaten Morten Løkkegaard, der opnåede et stort personligt valg på landsplan og er blevet tilskrevet æren for Venstres fantastiske EU valg.

I Aabenraa kredsen blev socialdemokraten Christel Schaldemose den helt store stemmesluger med 1.902 personlige stemmer i et valg, hvor hendes parti fik en valgmæssig kindhest og med 15,6 procent af stemmerne på landsplan kun blev det andet største parti efter SF. Socialistisk Folkeparti fik 17,4 procent af stemmerne.

Venstre er med 14,7 procent af stemmerne det tredje største parti ved EU valget og dermed det største borgerlige parti. I Kruså stemte 1.513 vælgere af 2.744 mulige svarende til en stemmeprocent på 55,14.

Venstres Morten Løkkegaard blev den største stemmesluger med 156 personlige stemmer, mens Asger Christensen med 106 stemmer ligger lige efter Christel Schaldemose, der fik 108 personlige stemmer.

Danmarks­demo­kra­ternes spidskandidat Kristoffer Storm fik 83 personlige stemmer i Kruså, mens Dansk Folke­partis Anders Vistisen og Liberal Alliances Henrik Dahl fik 63 stemmer hver i Kruså.

Asger Christensen bliver Venstres andet mandat i Europa Parlamentet, da han fik betragteligt flere stemmer end Ulla Tørnæs. ■

Pia og Christian Bind stemte på valgstedet i Kruså.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. juni 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.