Indlæser Begivenheder

Sognerejse for Gråsten – Adsbøl sogn

ISRAEL OG PALÆSTINA

31. oktober til 5. november 2018

med Paul Møller som rejseleder

Israel og Palæstina er kontrasternes land. Her står gamle ruiner side om side med moderne nybyggede skyskrabere. Den ortodokse jøde og fotomodellen deler gadebilledet og i løbet af få kilometer ændrer landskabet sig fra ørken til frugtbart land. Midt i disse kontraster findes de steder, man kan læse om i bibelen og ofte hører om i medierne. Der findes næppe noget sted på jorden, der er mere udfordrende og interessant – både kulturelt, historisk, arkæologisk, politisk og religiøst.

På denne rejse besøger vi landet, hvor bibelhistorien bliver til konkrete steder, og hvor vi bogstaveligt talt kan gå i Jesu fodspor. Vi oplever også det moderne Israel, kulturen og naturen.

Onsdag den 31. oktober Afrejsedag

Vi mødes tidlig om morgen i Gråsten, hvorfra vi kører med bus til Hamburg Lufthavn. Vi flyver med Swiss Air og efter mellemlanding og flyskift i Zürich, er vi fremme i Ben Gurion Lufthavn i Tel Aviv midt på eftermiddagen.

Sammen kører vi mod Tiberias ved Genesaret Sø. Undervejs gør vi et stop ved den gamle romerske by Caesarea, som ligger lige ud til Middelhavet. Vi gør stop ved aquadukten, som blev bygget af romerne for 2.000 år siden.

I Tiberias bor vi på et Hotel i byens centrum. Efter indcheckning spiser vi aftensmad sammen på hotellet.

Torsdag den 1. november GALILÆA

I løbet af dagen skal vi se nogle af de vigtigste, bibelske steder i området.

Vi kører mod nord langs med Genesaret sø, og det første vi skal opleve er Saligprisningernes bjerg. Her er der bygget en meget smuk og moderne kirke, hvor der er en vidunderlig udsigt over Genesaret Sø.

I nærheden ligger Tabgha, stedet hvor de fem brød og to fisk var mad nok til 5.000 mænd foruden kvinder og børn som det så morsomt hedder hos evangelisten. I kirken finder vi en af verdens ældste kristne tegneserier, gulvmosaikken med brød og fisk.

Nede ved søbredden ligger Kapernaum, disciplenes fiskerby. Her er ruinerne af en 1700 år gammel synagoge og hvad arkæologerne mener, var Peters hus.

Senere på dagen kører vi til Nazaret, byen hvor Jesus voksede op. Her besøger vi det storslåede bygningsværk, Bebudelseskirken, som er Mellemøstens største kristne katedral. Det var her, englen besøgte Maria for at fortælle hende, at hun skulle føde Guds søn.

På vej tilbage til hotellet kører vi gennem bryllupsbyen Kana, hvor Jesus gjorde sit førsteunder –vand blev til vin. (M/-/A)

Fredag den 2. november BEIT SHEAN OG JERIKO

Efter morgenmad kører vi ned gennem Jordan dalen. Ved Beit Shean besøger vi udgravningen af den romerske by. Vi går på brolagte gader som har ligget der i mere end 2000 år, og vi ser blandt andet det store romerske teater.

Vi fortsætter ned gennem Jordandalen, og kører ind til verdens ældste beboede by, Jeriko. Her ligger administrationen af det selvstyrende palæstinensiske område. Byen er en oase i ørkenen, og tæt ved byen ligger Fristelsernes Bjerg.

Jeriko ligger ikke så langt fra Det døde Hav, og måske bliver det også mulighed for at prøve opdriften i det salte vand.

Vi kører op til Jerusalem, og fra 400 meter under havets overflade til 800 meter over havets overflade forflytter vi os i løbet af en god time.

I Jerusalem bor vi på et hotel tæt ved den gamle bymur. Måske er der nogle som kan tænke sig en lille gåtur efter aftensmad. (M/-/A)

Lørdag den 3. november OLIEBJERGET OG BETLEHEM

Dagen begynder på Oliebjerget, med den storslåede udsigt over Kedrondalen. Lige foran os har vi en jødisk kirkegård. Det er HER opstandelsen skal begynde! Derfor ligger de på rad og række og venter, mens livet går sin konfliktfyldte gang i Den hellige Stad, som ses i baggrunden med Klippemoskéen i centrum.

Palmesøndag kom Jesus fra Betania over oliebjerget. Vi følger ham nedad. I Dominus Flevit-kapellet (Herren græd) ser vi ind over en by, hvor så mange tårer og så meget blod har flydt. Vi går forbi den markante, russiske kirke og når til Gethsemane Have. Oliventræerne i haven er så gamle, at man godt kan forestille sig, at de også stod her, da Jesus bad her, den sidste aften, før korsfæstelsen.

Vi forlader Kedrondalen og kører mod Betlehem. Når vi kommer frem, og er kommet forbi soldaternes poster, kører vi ud til Betlehems marker. Hyrderne er der måske stadig, englesangen er flyttet andre steder hen, men det var her det skete, og måske får vi lov til at købe en rigtig beduin-frokost i et af deres telte. Bagefter besøger vi Fødselskirken, et sted hvor man i bogstavelig forstand bliver lille. Kirken har de sidste år gennemgået en renovering, og vi kan fryde os over dens udsmykninger. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel i Jerusalem. (M/-/A)

Søndag den 4. november JERUSALEM

I dag følger vi i Jesu fodspor op ad Smertens Gade mod Golgata.

Vi begynder ved Grædemuren, som er den sidste rest af det gamle tempel. Der- efter går vi –hvis det er muligt– op på tempelpladsen med Al-Aksa-moskéen og Klippemoskéen. Ved løveporten begynder vandringen ad Via Dolorosa med de 14 stationer forbi Betesda Dam og Sankt Anna-kirken med den berømte akustik. Vi ser Ecce Homo, med buen foroven og brosten fra Jesu tid forneden. Vi går forbi den hellige Veronikas kirke og slutter i Gravkirken, hvor vi både finder Golgata og den tomme grav. Der bliver lidt tid til, på egen hånd, at gå rundt i Jerusalem inden vi spiser aftensmad på hotellet.

Mandag den 5. november HJEMREJSE

Efter morgenmaden pakker vi bussen og kører til den vestlige del af Jerusalem, hvor vi skal aflægge et besøg i det berømte museum Yad Vashem, holocaustmuseet, der fortæller om jødernes skæbne under 2. verdenskrig. Derefterkørervitil lufthavnen i Tel Aviv. Vi flyver fra Tel Aviv om eftermiddagen, og efter mellemlanding og flyskift i Zürich, lander vi i Hamburg ud på aftenen. (M/-/-)

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Forventet pris pr. person kr. 10.495,-

Tilmelding senest den 25. august til Helle Blindbæk, på mail: hebl@privat.dk eller mobil: 4040 6077

PAKKEPRISEN INKLUDERER

Dansk rejseleder

Autoriseret lokal guide

Bus Gråsten – Hamburg t/r

Flytransport Hamburg – Tel Aviv t/r
med mellemlanding i Zürich.

Pt. kendte flyskatter og afgifter

Overnatning i delt dobbeltværelse med bad og toilet på værelset

5 x morgenmad, 5 x aftensmad

Bustransport ifølge programmet

Entréer

Bidrag til Rejsegarantifonden

PRISEN INKLUDERER IKKE

Øvrig forplejning

Drikkevarer

Forsikringer

EVENTUELLE TILLÆG

Enkeltværelse kr. 2.300,-

Den høje pris på enkeltværelser skyldes, at man i Israel har stor forespørgsel på hotelværelser, og derfor forlanger næsten dobbelt betaling for et enkeltværelse. Derfor kan vi stærkt anbefale, at man forsøge at finde sig en rejsepartner, som man kan dele et værelse med.

Rejsen arrangeres i samarbejde med UNITAS REJSER.
Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 128


Del dette på din fortrukne platform