
Jakob Frees Petersen, Kværs, har forrygende travlt i sin virksomhed Jakobs VVS, hvor han blandt andet installerer bygningsmoduler i hele landet og samtidig sørger for vand og varme i rørene hos en stor kundekreds, så han har lige ansat sin tidligere læremester Per Nielsen som ny mand i firmaet.
VVS’er i Kværs har ansat sin egen læremester
Da Jakob Frees Petersen for to år siden startede Jakobs VVS i Kværs, anede han ikke, hvor travlt han ville få.
Han har hentet forstærkning fra forskellig side. Sidste skud på stammen er, at han har ansat sin egen tidligere læremester fra Kliplev VVS – 44-årige Per Nielsen til at rykke i felten til mange forefaldende opgaver.
”Jeg har også ansat en lærling. Min far Anton Jensen, som er over 70, er også i firmaet. Jeg havde brug for en arbejdsformand, som man ikke skal forklare alt fra starten af – en, der selv kan ordne tingene, når kunderne ringer, og som ikke skal have ret mange dessiner for at kunne klare opgaverne. Vi har den samme forståelse for tingene,” siger Jakob Frees Petersen.
For tiden har han store opgaver med at lave modulbyggeri, der leveres som færdigt byggeri og blot skal installeres. Han har leveret 26 modulboliger til lærlingehuse til Femern Bælt Forbindelsen og er lige nu ved at færdiggøre 400 kvadratmeter bygningsmoduler til en skole i Farum. De bliver lavet i Kliplev, og så tager VVS’eren fra Kværs og hans folk ud og installerer modulbygningerne.
”Selv kan jeg godt lide at komme lidt ud til de almindelige kunder, når de skal have skiftet et toilet eller en vandhane. For mig er den daglige kundekontakt med fru Hansen vigtig. Jeg har mange af den slags opgaver. Folk fra Sønderborg ringer, når der er noget galt med toilettet eller VVS-installationerne. For dem er det vigtigt, de kender den person, der kommer i huset, og som har kendskab til deres badeværelses- og VVS-installationer. Det er næsten vigtigere end prisen. Jeg går op i kvalitet og ordentlighed. Vi kommer til tiden og holder vores aftaler. Folk er helt benovede over den service, vi yder,” siger den unge VVS’er, der har fået rigtig god gang i forretningen med en stejlt stigende vækstkurve på et par år som selvstændig.
Han har lige købt et hus i Kværs for at have mere plads til sine ting. Garagen i forbindelsen med privatboligen kan ikke rumme alle hans remedier længere. Til alt held er hustruen økonomiuddannet og står for bogholderiet. Parret har to børn, hvor den ældste er en dreng, som starter i Kværs Friskole til sommer, så der er nok at se til for den unge familie i Kværs.
Ikke mindst derfor er det godt, den tidligere læremester stod klar til at springe til, da den tidligere lærling havde brug for forstærkning i sin VVS-virksomhed. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. marts 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.