
Fra venstre Anne Marie Larsen, Elin Fischer, Arthur Beuschau og Jette Stensdal modtog en hyldest og tak for deres store indsats på Valdemarshus.
Vigtigt at anerkende og rose de frivillige
Ved generalforsamlingen i DSI og Brugerrådet på Valdemarshus var der mødt 76 medlemmer. Generalforsamlingen måtte igennem 3 skriftlige afstemninger under punktet valg til bestyrelsen.
Formanden, Carlo Jensen, fortalte i sin beretning om mange gode arrangementer, foredrag og aktiviteter på Valdemarshus i 2024.
Han nævnte, at aktiviteten “Männer abend” er startet op, og mændene har blandt andet været på fisketur. Der er også arrangeret en “Pige aften” den 11. april.
“Mændene er sværere at få til at komme, end kvinderne. Det arbejder vi på, og der er i 2025 planer om et ølsmagningsarrangement, ligesom vi har planer om at udskifte drejebænken og rundsaven i værkstedet. I bestyrelsen er vi også ved at planlægge et beredskabsarrangement med henvisning til Beredskabsstyrelsens anbefaling om, at kunne klare sig selv i 3 dage”, sagde Carlo Jensen.
“Vi har en god likviditet. Der er løbende udgifter, som skal betales, og vi har også planer om nogle investeringer. I 2025 har vi planer om at lave en hyggestue med sofa, og borde, hvor man kan hygge sig og se, hvad vi laver. Derudover er gulvet på Valdemarshus ved at være slidt, og derfor vil bestyrelsen ansøge kommunen om et nyt gulv i salen”, fortalte Carlo Jensen.
Vi skal hjælpe hinanden
Flere gange i beretningen opfordrede Carlo Jensen medlemmerne og brugerne til at anerkende det store frivillige arbejder, som bliver ydet på Valdemarshus.
“Valdemarshus er ikke et hotel. Vi har alle et ansvar for at hjælpe hinanden. Se bare vores køkken, de bager og hygger om os, hver gang, vi samles. De fortjener stor ros. Lige nu kunne vi godt bruge en “handyman” som har forstand på træ- og drejearbejde, i nogle timer”, sagde Carlo Jensen.
Kasserer Kaj Kästner fremlagde regnskabet, som viste et overskud på 120.000 kr. Valdemarshus har i 2024 fået 700.000 i driftstilskud fra Aabenraa Kommune. El, vand og varme kostede i 2024 81.000 kr. Overskuddet kommer fra aktiviteter, banko, tombola og køkken.
Valg til bestyrelsen
Efter generalforsamlingen ser bestyrelsen for den selvejende institution Valdemarshus således ud:
Carlo Jensen, Erik Nielsen, Kaj Kästner (genvalg), Bente Rasmussen (nyvalg) og Linda Seberg (nyvalg). Suppleant Lis Petersen (nyvalg).
Til Brugerrådet blev valgt: Genvalg til Lillian Clarkson, Henning Jacobsen, Heinz Paulsen og Linda Seberg. Nyvalgt blev Birgit Matzen og Käthe Glader. Øvrige medlemmer er: Giesela Paulsen, Carlo Jensen og Karin Andersen. Suppleant Lone Christiansen (nyvalg).
Anne Marie Larsen, Elin Fischer, Arthur Beuschau og Jette Stensdal ønskede ikke genvalg i henholdsvis DSI Valdemarshus og Brugerrådet. De blev hyldet af generalforsamlingen, og takket for deres arbejde for Valdemarshus. ■

Der var fremmødt 76 medlemmer til generalforsamlingen på Valdemarshus.

Formanden Carlo Jensen aflagde beretning.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 3. april 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.