Venstre stiller med et kandidathold, som rummer erfarne kommunalpolitikere og nye kandidater.

Venstre er klar med kommunalt kandidathold

Venstre er klar til kommunalvalget

Med den succesrige iværksætter Jimmy Simonsen som borgmesterkandidat og 17 kandidater på stemmesedlen går partiet til valg med ambitionen om at sikre et nyt flertal i Søn­der­borg Kommune.

Venstre holdt opstillingsmøde på Hotel Søn­der­borg Strand. Her skulle de godt 80 fremmødte medlemmer bestemme, i hvilken rækkefølge kandidaterne skal repræsentere partiet ved kommunalvalget i november. 17 kandidater stod klar til at tage ordet, skærpe argumenterne og sætte kursen for Venstres valgkamp i Søn­der­borg Kommune.

Øverst på dagsordenen var den officielle udpegning af Jimmy Simonsen som Venstres borgmesterkandidat. Han trådte op foran forsamlingen og lagde ud med en klar tak til medlemmerne for deres opbakning.

“Det er en stor ære, og jeg lover at gå til opgaven med ydmyghed, engagement og stor kampgejst”, sagde Jimmy Simonsen og fortsatte:

“Vi står nu foran en ny og spændende tid. Kom­munen har brug for ny ledelse. Det er ikke bare et friskt pust. Det er en komplet luftforandring, og det vil jeg være garant for.”

Tak til Ellen Trane

Han sendte også en særlig tak til sin forgænger, Ellen Trane Nørby, for hendes indsats gennem de seneste tre år.

“Ellen har i tre år stået i forreste bastion og taget de vigtige kampe for Venstre. Hun er en skarp og handlekraftig politiker. Det er det solide fundament, hun har været med til at skabe, som vi nu bygger videre på,” sagde Jimmy Simonsen.

Blandt kandidaterne for Venstre tæller flere erfarne kommunalpolitikere. Hele 10 ud af 11 nuværende byrådsmedlemmer for Venstre genopstiller således – heriblandt Ellen Trane Nørby, Kjeld Stærk, Ingrid Johannsen, Kristian Bonefeld, Erik Krogh og Daniel Staugaard.

Venstres kandidathold til kommunalvalget rummer både erfarne profiler og nye ansigter. Blandt de nye kandidater er Rema-købmand Kim Michaelsen fra Hørup, campuschef på Erhvervsakademi SydVest Jesper Mølgaard Axelsen, museumsvært, booking- og butikskoordinator på Frøslev­lejrens Museum ved National­museet Lisa Jonasson og formand for Strand­parkens Badebro­forening, Niels Christian Just. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 28. februar 2025

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.