Artikelbeskrivelse

Valdemarshus er populær hos de ældre

Af Ditte Vennits Nielsen
Årets nytårssammenkomst på Valdemarshus blev et tilløbsstykke. Det var brugerne, som var inviteret til gratis brunch.
Som sædvanlig var der disket op med lækkerier, og kandelaberen stod strategisk godt placeret lige bag ved porcelænsbamsen.
Formanden Mogens Thrane underholdt med sine små finurlige bemærkninger og Husorkestret spillede lystigt, og de 90 mænd og kvinder, der sad bænket ved bordene, kunne istemme med sange fra det omdelte sanghæfte.
Hyldest til brugerne
Nytårsarrangementet er blevet en tradition og er tænkt som en hyldest til husets brugere og de mange frivillige hjælpere, som dagligt gør det muligt at drive huset.
Det er en god dag at begynde med for nye brugere, da hyggen specielt denne dag er i højsæde, og snakken går lystigt, især der hvor kvinderne sidder.
Mændene har grupperet sig, men også de får en god snak med sidemanden og hen over bordene, og det er en fantastisk start på året, hvor alle bliver rystet godt sammen igen, inden de mange forskellige aktiviteter atter går i gang.
Appetitten er langsomt begyndt at lægge sig, og kaffekanden går en sidste omgang. Klokken nærmer sig 12, og oprydningen starter, som de frivillige endnu engang påtager sig.
Heldigvis går en del forbi den flotte porcelænsbamse, for ligesom præsten i kirken bliver glad, når det klinger i kirkebøssen, så smiler Mogens Thrane bredt, når mønterne klirrer ned i bamsen.
Ingen tvivl om, at arrangementet var en succes, og brugerne går smilende og glade hjem. 

Nye og gamle brugere på Valdemarshus i Padborg var til gratis brunch. Foto Ditte Vennits Nielsen

Nye og gamle brugere på Valdemarshus i Padborg var til gratis brunch.
Foto Ditte Vennits Nielsen

Fakta om Valdemarshus

Valdemarshus er et Sundheds- og Aktivitets­center, der lægger vægt på borgernes sundhed, velvære og trivsel.
Der er forskellige aktiviteter ugen igen-nem både formiddag, eftermiddag og aften.
Aktiviteterne planlægges og udføres i høj grad af en stor skare af frivillige ildsjæle.
De frivillige er organiseret under et brugerråd/bestyrelse samt et husråd, og samarbejder med ansatte fra Aabenraa Kommune.