Artikelbeskrivelse

Valdemarshus er et populært samlingssted for de ældre

Af Ditte Vennits Nielsen
Valdemarshus i Padborg var oprindeligt et dagcenter, og den betegnelse hænger stadig ved.
Men Valdemarshus Sundheds- og Aktivitetscenter er meget andet en det. Det er et samlingspunkt for mange pensionister både ældre og yngre samt dem, der føler sig lidt ensomme. Og Valdemarshus er i særdeleshed et kulturelt sted.
På indgangsdøren ved Valdemarshus hænger der en plakat med et opslag om juleafslutning. Hen over plakaten står der skrevet ”Alt udsolgt”, og det er noget, man tit oplever på stedet.
Ved stort set alle arrangementer på Valdemarshus er der rift om billetterne. Med store navne på plakaten såsom foredrag af bl.a. Folketingets tidligere formand Mogens Lykketoft, TV-journalisten Søren Ryge, skuespiller Sonja Oppenhagen og koncert med Trine Gadeberg, kan man godt forstå det.
Mange aktiviteter
Ugen igennem byder Valdemarshus på et væld af forskellige aktiviteter.
Alle ugens hverdage, kl. 10:00 undtagen fredag, startes der op med fælles morgenkaffe lavet af de frivillige damer i køkkenet med Karin Andersen i spidsen.
Bordet er dækket op til en 20-30 stykker, og der er hjemmebagt brød og pålæg og rigelig med kaffe. Allerede inden morgenmaden starter aktiviteterne, som alle borgere i gl. Bov Kommune frit kan deltage i. Ét af tilbuddene er sjov motion, som Bente Pedersen, der er ansat af Aabenraa Kommune, tager sig af.
Brugerråd
Valdemarshus har en bestyrelse, det såkaldte Brugerråd, som består af formand Mogens Thrane, næstformand Carlo Jensen, sekretær Gisela Paulsen – som også er formand i Kruså Husmoderforening, kasserer Karin Andersen og menigt bestyrelsesmedlem Ernst Benkjer.
Herudover findes der et husråd, som består af 8 personer, og de er alle behjælpelige ved de større arrangementer, hvor der forud bliver udarbejdet en plan.
Alle hjælper indenfor netop dét område, hvor deres force ligger. Alt overskud, der løber ind på kontoen fra arrangementerne, salg af diverse ting og bespisninger, går ubeskåret til aktiviteter, udflugter og nye store arrangementer.
Hvis man kan måle et budget på popularitet, så siger en udgift på 30.000 kr. til indkøb af kaffe vel et eller andet.
Mogens Thrane skønner, at hen ved 1200 personer hver måned går gennem Sundheds- og Aktivitetscenteret.
Glade folk er sunde folk
Mottoet i huset er, at glade folk er sunde folk. De frivillige medarbejdere er rigtig gode til at finde det positive frem med sammenhold, gode oplevelser, motion og aktivitet.
Det bevirker, at ingen behøver at kede sig eller føle sig alene
Brugerrådet har endvidere sørget for en busordning med Kjeld Petersen, som både henter og bringer brugerne for en beskeden brugerbetaling, resten af udgiften op til markedsprisen betales af Brugerrådet, så alle i nærområdet kan drage nytte af tilbuddene.
”Kommunen kan være glade for de mange ildsjæle, samt brugerrådet, der forestår aktiviteterne i Valdemarshus, for det giver bestemt nogen glade og derved sundere borgere, kort sagt sparer kommunen penge til lægebesøg ”, mener Mogens Thrane.
Valdemarshus Sundheds- og Aktivitetscenter samarbejder med Ældre Sagen i Bov, Kruså Husmoderforening, Pensionistforeningen ved Grænsen og Nørkleklubben, og de er bestemt åbne for samarbejde med øvrige foreninger og institutioner rundt i kommunen.
For det kræver ofte mange hænder, når de store ting skal arrangeres – og er der noget Brugerrådet for Valdemarshus kan, er det at arrangere kulturelle ting. 

Formand for brugerrådet er Mogens Thrane, Kollund Foto Ditte Vennits Nielsen

Formand for brugerrådet er Mogens Thrane, Kollund
Foto Ditte Vennits Nielsen