Uwe Asmussen har private, virksomheder og Aabenraa Kommune som kunder i sin haveservice, hvor han som uddannet anlægsgartner ordner havebed, hække og græsplæner og laver stensætninger og belægning.

Uwe Asmussen har fundet den grønne linje

Anlægsgartner Uwe Asmussen fra Holbøl kender sit metier i Uwe’s Haveservice. 

Han ordner haver og grønne arealer for private, virksomheder og industri. Alt havearbejde udføres er hans firmamotto. 

Således trimmer og klipper han græs og ordner store offentlige arealer for Aabenraa Kommune. 

Det har Uwe’s Haveservice gjort i 20 år. Han ordner også bed, stensætninger og belægning.

“Jeg føler mig ikke gammel, selv om jeg godt kan mærke knoglerne. Her i højsæsonen for havearbejde har jeg løst ansatte til hjælp,” siger Uwe Asmussen, der er 62 år, og agter at blive ved, til han er 70 år.

Gammel gård

Hans familielandbrug stammer fra 1830’erne, men det er der ikke nogen, der vil overtage. Da Uwe Asmussen nedlagde landbrugsdriften i Holbøl, gik han i gang med at uddanne sig til anlægsgartner så at sige som sin egen læremester.

Samtidig omdannede han en aftægtsbolig, svinestald og hønsehus til ferieboliger, der i dag lejes ud til turister. De kommer fra nær og fjern for at rekreere sig i landlige omgivelser. Udlejningsbureauet står for alt det praktiske.

“Jeg nyder naturen hver dag. Det er vigtigt at have noget at se til. Jeg håber, helbredet er med mig, så jeg kan blive ved så længe, jeg gerne vil,” siger Uwe Asmussen, der har fundet et naturligt leje i arbejdsindsatsen og har et godt miks af villaejere, sommerhushaver, kommuner og virksomheder til at fylde kalenderen ud.

Man skal give realistiske overslag på arbejdet og indfri høje forventninger til havearbejde. Det har Uwe Asmussen specialiseret sig i gennem en snes år i bedene, så han ved, hvad han har med at gøre.

Han har den haveservice og maskinpark, der skal til for til at indfri de grønne kunders ønsker og behov. Om vinteren udøver Uwe Asmussen vinterhjælp på veje og stræder, så folk kan begive sig sikkert ud på landevejene. 

Det er hårdt arbejde at stå op klokken tre om natten og rydde sne til ud på eftermiddagen. Havemanden er vant til, det er naturens luner og orden, der styrer arbejdsgangen, og den er han indstillet på at indordne sig under en rum tid endnu. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.