
Estate mægler Kjeld Faaborg i Ulsnæs Centret oplever et stort salg af boliger i år ikke mindst til tyskere, så han har allerede på nuværende tidspunkt solgt 34 flere boliger end på samme tidspunkt sidste år.
Tyske huskøbere holder Estate mægler godt kørende
Estate mægler Kjeld Faaborg ligger på nuværende tidspunkt af året 34 hussalg over solgte huse på samme tidspunkt sidste år.
“Jeg ligger 30 procent over sidste års salg på samme tid. Det er en rigtig god blanding af huskøbere. Stigningen skyldes først og fremmest købere fra Tyskland. Vi har mange tyske kunder og har annoncering i hele Tyskland. Det er et stort og umætteligt marked. De køber billigere og lidt dyrere huse i hele området langs grænsestrøget fra Padborg til Gråsten,” fortæller ejendomsmægleren, der jævnligt er Estate kædens bedst sælgende og i øjeblikket ligger 11 salg over nærmeste konkurrent.
Børnefamilier og seniorer fra hele Tyskland lige fra Sydtyskland over Augsburg og helt op til grænsen søger bopæl i Danmark.
“Det er et stort arbejde at opretholde det tyske marked og kræver selvfølgelig, at alle medarbejdere kan tale og forstå tysk, så vi kan svare, når de finder os på internettet. De vil gerne betjenes på deres modersmål i hvert fald i første omgang. De lærer sig i reglen dansk, når de kommer til Danmark. Det er dejligt, at vi på den måde kan modsvare den fraflytning af unge, der finder sted til de større byer. Tyskerne er med til at opretholde indbyggertallet. De bliver tilbudt sprogundervisning, når de kommer til Danmark. Mange synes, de har oplevet en voldsom emigration fra andre lande til Tyskland, og emigrerer derfor selv et andet sted hen for at få fred og ro,” fortæller Kjeld Faaborg, der ud over sig selv har fem ansatte på kontoret.
Travlhed
De har rigeligt at se til også her i sensommeren.
“Selvfølgelig er tyskerne en lille promille i forhold til et stort land, men interessen har holdt ved siden Coronaen skabte en bølge af tyske tilflyttere. Vi savner attraktive byggegrunde også til herboende, så der kan ske en normal rotation af ældre, der flytter ud af større huse og yngre, der flytter ind. Boligmarkedet på det plan er ikke den samme som i andre større byer, hvor private investorer spiller en større rolle. Vi må sætte vores lid til, Kongevejsbyggeriet bliver sat i gang næste år, så vi kan dække det behov, der er. Alt nybyggeri skal være velkommen. Det er snart 20 år siden, Ringgården blev bygget, så det er et stykke tid siden, der er bygget større boligbyggeri i Gråsten sidst. Der er ikke sket det helt store over en lang årrække,” siger Kjeld Faaborg, der kan skrive under på, at er boligerne til stede, er der også nogen, der vil flytte ind i dem.
Gråsten og omegn er et populært sted at bo, og hvor grænsen går for tilflytning og huskøb, ved ingen endnu, for foreløbig er der stor efterspørgsel på de boliger, der er på markedet. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 18. september 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
