Artikelbeskrivelse
Truck Amok lever videre på 4. år
Lørdag den 5. september går det løs på Lejrvejen 6 i Padborg til Truck Amok for hele familien og alle der interesserer sig for lastbiler og transport.
I Padborg er Truck Amok blevet til et velkendt arrangement som udvikler sig fra år til år.
Med et års pause i 2014 sætter Truck Amok i 2015 igen udstillerrekord, og kan i år bryste sig af en kæmpe opbakning fra lokale virksomheder, som i løbet af de sidste år har fået øjnene op for engagementet og formålet med dagen.
Truck Amok har altid haft omdrejningspunkt ved Lejrvejen 6, men i år breder pladsen sig nord for matriklen, med parkering og indgang fra Industrivej. Truck Amok, som i år også går under navnet Padborg Transportmesse vil være fyldt med lastbiler og andet godt som de besøgende kan opleve.
Truck Amok er tænkt som en dag for hele familien og en dag for bil- og lastbilentusiaster. I år har vi også arbejdet med en mere professionel tilgang, som gør at de virksomheder der stiller op både kan tiltrække kunder og samarbejdspartnere samt hele familien. Siger Poul Linnet, Euromaster.
Orkester og madtorv
Truck Amok kan i år også tilbyde et musikalsk indslag i form af Aabenraa Brasband, der er at finde på pladsen kl. 12.30 og 2 timer frem. Når der er blevet kigget lastbiler og de andre spændende udstillere, så er der også mulighed for at få mad på pladsen i et setup hvor Krusmølle leverer stemning og siddepladser til de sultne.
Truck Amok både for børn og voksne
I år vil der, ligesom de forrige år, være aktiviteter for børnene. Dette år har arbejdsgruppen arrangeret Jumicars til børn, hoppeborg og besøg fra RC parken med fjernstyrede biler.
Arrangementet er gratis for besøgende
Truck Amok teamet er i fuld gang med de sidste detaljer, og kan garantere, at det både bliver en sjov dag for hele familien, og at der også bliver noget at kigge på for de voksne hhv. professionelt transportinteresserede.
Truck Amok er et samarbejde mellem Aabenraa Erhvervsforening, Business Aabenraa, Bov Bladet, Nikobiz A/S, Dekoprint, KH Onestop, Euromaster, Byro og co, Roadhpuse Diner og lokale ildsjæle. ♣
Truck Amok løber af stablen på lørdag i Padborg.
Arkivfoto Jimmy Christensen