Artikelbeskrivelse

Tømrer med to firmaer fylder 50 år

Af Signe Svane Kryger
Tømrermester Peter Veng, Alnor, fylder 50 år i slutningen af december.
Den runde fødselsdag markeres med en reception fredag d. 2. december i Loge­bygningen i Sønder­borg. Både nye, gamle og fremtidige kunder er inviteret. Der vil blive serveret gule ærter, kålpølser og fadøl i ægte tømrerstil.
I 1986 blev Peter Veng udlært som tømrer, og fra 1991 til 2002 arbejdede han som projektleder i et udstillingsfirma i Padborg, hvor han stammer fra.
Tømrergården
For 15 år siden opstartede Peter Veng sin egen tømrerforretning, Tømrergården. Firmaet startede i Egern­sund, men flyttede for 10 år siden til Alnor, hvor den i dag har domicil.
Tømrergården er sidenhen vokset, og den har i dag 6 medarbejdere samt en bogholder.
Efter oprettelsen af Tømrer­gården har Peter Veng også grundlagt Sønder­jysk Låse­teknik, som er 5 år gammel.
”Begge forretninger er blevet modtaget rigtig godt af lokalsamfundet, og jeg har nogle gode og trofaste kunder, som jeg er rigtig glad for”, fortæller Peter Veng.
Konkurrencepræget marked
Konkurrencen i tømrerbranchen er hård, da det ikke kræver særligt meget materiale at starte en tømrerforretning op.
Peter Veng kan takke sit hårde arbejde og sine mange kontakter for, at han stadig har et godt tag i branchen.
”Jeg vil ikke bytte mit arbejde for noget andet. Det er rart at være sin egen herre og selv kunne vælge fra og til”, fortæller den vellidte tømrermester.
Sønner skal overtage
Fremtiden for Tømrer­gården er sikret, idet Peter Veng har to sønner, der begge er uddannede tømrer, som han håber på, skal overtage firmaet efter ham.
Fritid
Når han hverken hamrer eller banker, dyrker han blandt andet en masse sport i sin fritid. Derudover er der seks børn i familien og en lang række børnebørn, som han kan glæde sig over. ♣