Artikelbeskrivelse

The Noodles stopper efter otte års succes

Af Mette Lyngholm Larsen

Efter otte års succes som Kim Larsen kopiband vælger The Noodles at stoppe.

Den ene af bandets medlemmer er 40-årige Torben Nyby, som er bassist og forsanger. Det var Torben Nyby, som førte bandet sammen ved et tilfælde. Da en af hans venner skulle bruge et band ved et afbud på et diskotek, hoppede han til sammen med Stefan Grarup Jensen (27) og Henrik Hilmer (36).

Det nystartede band spillede Kim Larsen musik, fordi de kunne hans sange udenad. Det var ved samme lejlighed navnet blev til, da Torben Nybys ven spiste en noodles cup. Det gav inspiration til navnet.

“Det var helt fint, da vi ikke skulle spille mere end den aften, så navnet var lige meget”, forklarer Torben Nyby, som erindrer, at bandet fik 8-10 bestillinger med, da de tog hjem den aften.

De valgte at fortsætte med navnet og konceptet med til at spille Kim Larsen musik, og se hvor det ville føre hen. The Noodles første koncert var den 16. februar 2007 på Center Pub i Gråsten.

“Det har været et privilegium at optræde, og har givet os enormt mange oplevelser, som vi ikke havde turdet håbe på”, siger Torben Nyby.

Mange koncerter

Ifølge Torben Nyby har The Noodles været en stor tilfældighed. Da gruppen havde spillet sammen i nogen tid, fik de guitaristen Anders H. Hansen (31) tilføjet til gruppen. Der begyndte at mangle noget rytme, og ved et tilfælde var der én, der kendte Dan Clausen (38).

“Det var faktisk nemt nok at blive en del af gruppen. Vi havde en meget ens humor”, fortæller Dan Clausen, som i 6 år har spillet trommer i bandet.

“Vi gik rigtig hurtigt i hak, og der gik ikke mere end 3 uger, før jeg var med ude og spille”, husker Dan Clausen

I flere år spillede gruppen fredag, lørdag og søndag. De har optrådt i Aarhus, Odense, Bramming, Esbjerg og Flensborg, men primært har de spillet i det sønderjyske.

“Det betød selvfølgelig, at vi var mere sammen med drengene end familien”, mindes Torben Nyby.

De første mange år øvede de 1-2 gange i ugen, men de seneste 3 år har de ikke øvet andet end akustisk engang i mellem.

“Vi kører den egentlig bare på rutinen lige nu. Der kan godt gå 3-4 uger mellem, vi ser hinanden. Selvfølgelig har vi haft vore skænderier drengene imellem, og har der været problemer i det private, er det blevet diskuteret. Jeg tror ikke, der er nogle af os, der kan sige sig fri for at have tudbrølet i bussen, men det har der så været plads til”, understreger Torben Nyby, som tydeligt husker, at The Noodles i 2009 fik deres egen minibus, så de ikke behøvede at tage af sted i 2-3 biler med trailer.

“Vi fik chauffør på og så sad vi sammen, og havde det sjovt”, fortæller Torben Nyby.

Splitte op

Den familie situation har været med til, at de tog beslutningen om at splitte op.

“Det er måske også familiens tur til at få en lille gang massage. Og det er lettere at stoppe, mens legen er god. Vi vil hellere sige stop, mens folk siger “ej det må I ikke”, frem for at de siger, det skulle I have gjort sidste år. Og endelig har vi heller ikke fornyet os meget indenfor de sidste 2 år”, siger Dan Clausen.

The Noodles startede med at spille på Center Pub i Gråsten.

“Morten Latter har altid troet på os. Det var ham der gav os chancen for at starte med vores koncept. Han er en fantastisk mand lære at kende”, siger Henrik Hilmer.

The Noodles sidste koncert bliver den 28. november på Center Pub., og gennem de 8 år har bandet optrådt ved 500 koncerter. ♣