Patienter hos tandlæge Kimmo Karstoft kan følge med i, hvad tandlægen laver. Foto Lisbeth Schiønning

Tandlæge med ekspertise i at fjerne tandlægeskræk

Hver 3. dansker har tandlægeskræk. Nogle har haft dårlige oplevelser, andre forbinder det med smerter og rigtig mange føler, at de mister kontrollen, når de ikke kan se, hvad det er der sker, imens de ligger forsvarsløst i tandlægestolen.

Men sådan behøver det slet ikke være.

Tandlæge Kimmo Karstoft fra Sundhedshuset i Gråsten har nemlig som én af de eneste i Danmark noget helt specielt udstyr, et mikroskop, som giver patienterne mulighed for at følge med i alt, hvad der sker inde i munden, når tandlægen arbejder.

Kimmo Karstoft har brugt udstyret i 12 år, er specialist i brugen af udstyret, og har tilmed i 10 år undervist de studerende på Tandlægeskolen i brugen af mikroskop.

Essensen er, at med et mikroskop kan tandbehandlinger både udføres mere præcist og langt mere pålideligt, fordi mikroskopet kan forstørre billedet mange gange, hvilket giver mulighed for at udføre et meget mere præcist stykke arbejde.

Mikroskopet tager dig nemlig med indenfor, så både du og tandlægen hele tiden kan se, hvad der sker inde i din mund i stedet for kun udefra.

Og hos Kimmy Karstoft kan du som patient følge med i det hele, da han har placeret en stor fladskærm oppe i loftet, lige over tandlægestolen, samt på væggen, så patienten hele vejen igennem tydeligt kan følge med i alt, hvad tandlægen laver.

“Det giver en enorm gennemskuelighed, kontrol og dermed tillid, for du kan jo se alt hvad der foregår”, forklarer Kimmo Karstoft, som også er god til at tale med patienterne undervejs. Han kan samtidig vise patienten præcis, hvad det er, han laver og taler om.

“Jeg ser igen og igen, at selv folk med stor tandlægeskræk på bare 5 sekunder falder fuldstændig til ro, fordi de selv kan følge med. Så har de kontrol, slapper af og pludselig bliver det hele ret spændende. Det giver tryghed og patienterne glemmer dermed alt om deres frygt og overgår i stedet til fascination”, siger Kimmo Karstoft.

Bred erfaring

Én af Kimmo Karstofts forcer er, at tænderne skal se æstetisk og godt ud. Han går højt op i at det færdige produkt ligner en rigtig tand og har i mange år både undervist i kosmetisk tandpleje i Hong Kong, samt været gæsteforedragsholder i Ecuador. ■

Skrevet af

Esben Cronbach
Esben CronbachReporter
Ring 26 77 22 72

Fotos af

Esben Cronbach
Esben CronbachReporter
Ring 26 77 22 72