Adventure Efterskolen i Skelde er populær blandt unge, der gerne vil tage 10. klassse på en aktiv og spændende måde med masser af outdoor aktiviteter som skiløb og dykning.
Stor søgning til Adventure Efterskolen
Der er rift om at komme på Adventure Efterskolen i Skelde, som er et godt bud på at tage 10. klasse på en aktiv og socialt engageret måde.
Efterskolen har plads til 100 elever. Der er få ledige pladser det kommende skoleår og ved at være godt fyldt op de følgende.
”Vi har unge fra hele landet med undtagelse af Nordjylland. Det skyldes nok afstanden,” fortæller forstander Steen Emgren, der nu har været på posten i 10 år.
Skolen har netop haft hold afsted på skiferie i Østrig. De eftertragtede ski- og dykkerhold er på rejse til lande som Østrig, Egypten og Malta tre gange om året. Desuden har skolen startet en projektlederuddannelse AES 10 i samarbejde med kaospiloterne. Eleverne bliver certificerede kaospiloter og lærer iværksætteri. De har for eksempel lavet aktiviteter på Broager Plejehjem og sunget og snakket og lavet mad til beboerne. Det giver erfaring med teori og praksis og ledelsesmæssig ekspertise i styring og udførelse af de forskellige opgaver, hvoriblandt tæller et hjerteprojekt og udgivelsen af en digtsamling.
“Eleverne vælger os på grund af vore outdooraktiviteter. De lærer at sejle i kajak, begå sig i sne og stå på snowboard. Vi har meget idræt, men også boglig undervisning og projektledelse,” siger Steen Emgren, hvis elever også bibringes fag som dansk, engelsk og matematik.
97 har betalt
“Vi har niveaudelt undervisning med både høje og lave karakterer. Vi sørger selvfølgelig for, de dygtige kan fastholde deres niveau. Er der nogen, der har brug for mere hjælp, får de det. Vi lægger stor vægt på den personlige udvikling. Vi lever fuldt ud op til de målsætninger, der stilles til at forberede elever på det liv, der venter uden for skolen,” siger forstanderen, der har venteliste til skoleåret 2026-2027, hvor 154 elever har vist interesse for at gå på efterskolen i Skelde.
Det kommende skoleår har 97 betalt. De sidste pladser vil blive fordelt efter først til mølle princippet.
Når den endelige tilmelding går i gang, er det dem, der først betaler, der kommer ind på skolen. Der er besøgsdage en gang i måneden, hvor mulige kommende og nuværende elever mødes og udveksler erfaringer. ■
Ud over de mange uden døres aktiviteter har Adventure Efterskolen i Skelde også kaospilotundervisning på programmet med fokus på iværksætteri og omsætning af teori i praksis.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 3. januar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.