Formand for Stafet for Livet, Orla Skovlund Hansen

Stafet for Livet på Ring­riderpladsen i Gråsten

Stafet for Livet nærmer sig. Det store arrangement løber af stablen lørdag 9. september kl. 10.00-22.00 på Ringriderpladsen i Gråsten.

Formand for Stafet For Livet i Gråsten, Orla Skovlund Hansen, oplyser, at man er klar til 12 timers Stafet For Livet

Arrangørgruppen har sammensat et alsidigt program, hvor der er noget for hele familien.

I FDF-Gråstens aktivitetsområde kan man bage snobrød, lege med kæmpe sæbebobler og prøve kræfter med “Rullemarie”.

Betina og Hans Jørgen fra Dance All Over sørger for, at alle er godt varmet op inden løbet starter.

Åbningstalen holdes af byrådsmedlem Stephan Kleinschmidt. Derefter går Sønderborg Pibes And Drums forrest i Fighterrunden på den 400 m anlagte bane.

Fra den centralt placerede scene på Ringriderpladsen vil der løbende være musikalsk underholdning med lokale bands.

I Madteltet kan publikum købe frokost-sandwich og til aftensmad serverer man grill-køller med kartoffelsalat og blandet salat.

I lysteltet kan man hele dagen købe lys-poser, som man selv kan dekorere og skrive sin egen personlige tekst på.

Dagen afsluttes med en rørende lysceremoni kl. 21.00.

Her bliver lysposerne tændt og sognepræst ved Svenstrup Kirke, Casper Rojahn, holder Lystalen efterfulgt af ét minuts stilhed.

Som en smuk afslutning synger Mette Ingwersen et par stemningsfulde sange. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.