
Hanne Pawlowski har boet i Egernsund, siden hun var ganske ung, og kunne forleden lidt på forkant fejre 90 års fødselsdag med den nærmeste familie.
Hanne Pawlowski fylder 90 år
Tirsdag 12. september fylder Hanne Pawlowski, Møllegården, Egernsund, 90 år.
Fødselaren stammer fra Felstedskov og blev i sine unge år efter en afstikker som pige i huset i København ansat som ekspeditrice hos slagter Gerhardt Jepsen i Egernsund.
Det var dengang, fiskersamfundet havde to slagtere samt dagligvare- og bagerbutik.
Der gik ikke lang tid, før den unge maskinbygger Helmut Pawlowski fik et godt øje til slagterekspeditricen, der indtil giftermålet lød navnet Johanne Marie Lock. Hun har altid foretrukket at kalde sig Hanne.
Helmut havde motorcykel, som parret kunne udforske verden på. Børnene Gerhard og Jutta kom til. De er opvokset i huset i Skovgade.
Fast støtte
Hanne Pawlowski tog sig af hjemmet og var Helmuts faste støtte ikke mindst i hans mange år som brandmand i Egernsund frivillige Brandværn. Han var medlem af det frivillige brandværn i 40 år heraf 12 år som brandkaptajn.
Pawlowskis er kendte i Egernsund for deres engagement og deltagelse i, hvad der sker i det i dag butiks døde samfund. 90 års fødselaren var mangeårig rengøringshjælp på skolen, men måtte stoppe på grund af gigt.
Stor familie
I dag nyder hun tilværelsen med familien omkring sig. Der er kommet fire børnebørn og seks oldebørn til den pænt store familie, der fejrede Hanne Pawlowski ved en sammenkomst på Værftet i Marina Minde allerede i søndags.
Tiden går med at spadsere langs vandet, og så tager den 90-årige hver uge pensionistbussen til Gråsten for at købe ind.
Hun klarer sig selv med støtte fra familien og befinder sig godt i Egernsund, hvor hun har boet gennem hele sit ægteskab med Helmut Pawlowski, der døde i 2010.
Hanne Pawlowski lever en fredelig pensionisttilværelse i Møllegården og kan glæde sig over, helbredet rækker til at komme ud og se sig lidt omkring og være sammen med venner og familie. ■
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.