
Grethe Petz, Bente Bracht og Merete Pedersen er initiativtagere til ny spillecafé, som starter i kælderen under Bov Bibliotek.
Spillecafé satser på hjemlig atmosfære og sociale fællesskaber
I kælderen under Bov Bibliotek kan man mandag 19. februar kl. 14.30 til 17.00 finde en spillecafé, hvor man kan finde et hav af brætspil.
Det er Grethe Petz, Merete Pedersen og Bente Bracht, som står spillecafeen.
“Vi håber, at der møder en masse mennesker op”, fortæller Grethe Petz, Bov.
De tre damer er med i Ældre Sagen i Bov. Her har de erfaret, at ens hjerne kan holdes i gang i form af bræt-, kort- og terningespil. Desuden er det vigtigt at have det sjovt og være med i et socialt samvær.
“Vi er sikre på, at der sidder nogen og småkeder sig om eftermiddagen og måske er lidt ensomme. Det kan både være unge og gamle og alle steder fra”, siger de tre kvinder.
Hyggeligt samvær
Man behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen for at deltage i den nye spillecafé, som er åben for alle.
“Der kan godt sidde en yngre førtidspensionist, som kunne tænke sig at være med i et hyggeligt samvær med andre spilglade folk”, siger Grethe Petz, som lægger vægt på, det er vigtigt, at eftermiddagen foregår i en hyggelig atmosfære.
Det koster 50 kr. for hele sæsonen, som løber fra midt i februar til ultimo april.
Ældre Sagen giver kaffe eller the, og folk kan selv medbringe noget godt til kaffen.
“Vi håber, at vi kan få gang i den nye spillecafé. Vi ved, behovet er der, og at det hjælper på hjerneaktiviteten”, lyder det fra Grethe Petz, Merete Pedersen og Bente Bracht, som medbringer forskellige spil såsom sequence, Yatzy, skak, kort og andre terningespil.
De fremmødte kan også spille whist, 500 eller såmænd bare fisk.
Tilmelding er nødvendig på Ældre Sagen Bovs hjemmeside eller til Benta Tønder på tlf. 2546 1838. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 6. februar 2024
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
