Omkring 30 mennesker mødte op til Fjordbostafetten, som samlede penge ind til beboerne.
Foto Signe Svane Kryger
Solen skinnede over Fjordbo
Både pårørende, familie og interesserede var mødt op til Fjordbostafetten i Gråsten, hvor man kunne cykle eller gå for en god sag.
Stemningen var fantastisk, vejret var strålende og benene var i fuld gang, da Fjordbofesten og stafetten løb af stablen lørdag i naturrige omgivelser i Gråsten og Alnor.
Fjordbofesten blev startet sidste år, hvor mange penge blev samlet ind til hjemmet, der huser udviklingshæmmede mennesker fra 18 år og opefter.
Omkring 30 mennesker cyklede og gik for Bofællesskabet Fjordbo, og den gode stemning blev påvirket af de humørfyldte beboere, der havde glædet sig til dagen.
For hver runde, der blev cyklet eller gået, fik Fjordbo indsamlet et beløb, hvilket blev muliggjort af en række lokale sponsorer.
“Pengene, som bliver samlet ind til Fjordbo skal bruges til udeliv i skoven, spejderaktiviteter og ture til beboerne, så de kan komme ud og få nogle gode oplevelser”, siger forstanderen for Bofællesskabet Fjordbo, Andreas Nielsen.
Efter stafettens afslutning bød Fjordbo på en bid grillmad lavet i det fri over bål, og herefter kunne man få en rundvisning, snakke med pårørende og familie til beboerne eller nyde den smukke udsigt over sundet.
“Beboerne glæder sig til en dag som i dag i lang tid, og de snakker om det både før og efter, det har fundet sted, så det er en rigtig god ting. Det er også godt, at vi er en del af samfundet og omgivelserne, og at vi deltager”, siger Andreas Nielsen. ■
Skrevet af
Fotos af