Morten Latter har problemer med Sønderborg Kommune omkring udeservering. Kommunen vil have fjernet overdækningen.
Skomagerens udeservering er stødt ind i problemer med kommunen
Indehaveren af Den gamle Skomager Morten Latter har tilpasset sig våde somre og ændrede vejrforhold ved at overdække pladsen foran sin cafe i Gråsten midtby med sommerteltdug. Det sker for at tage højde for regnbyger og andre utilsigtede vejrforhold som for eksempel høj solskin, der kan gør det påkrævet at sidde i skygge og indtage et måltid eller drikke en øl.
Nu er overdækningen blevet en torn i øjet på nogen, der har klaget over teltduge på pladsen, som menes at være på kant med teltlovgivningen.
Morten Latter har været indkaldt til samtale hos Sønderborg Kommune for at drøfte betimeligheden i to telte eller pavilloner på 5 x 10 meter ved Den gamle Skomager.
“Jeg har fået lagt belægning ude foran bygningen og stillet de to pavilloner op. Med det klima, vi efterhånden har, kan man ikke se bort fra betragtelige regnbyger ind imellem. Min cafe er en sommerforretning. Der er brug for, turister har et sted, hvor de kan hygge sig i al slags vejr,” siger Morten Latter, der mener at have taget højde for forholdene på hensigtsmæssig vis.
“Jeg er blevet meldt til kommunen for at have telte oppe. Nu vil de have dem fjernet. Hvis jeg er heldig, kan jeg måske få¨lov at have et af dem oppe fire-fem uger om sommeren, og så skal det stå fem meter fra skel,” fortæller kok og værtshusholder Morten Latter, der mener at indfri et behov for et sted at sidde og få noget at spise og drikke, når turister i stor stil gæster den kongelige køkkenhave og parkanlægget ved Gråsten Slot i turistsæsonen.
Vigtigt med overdækning
Det har ofte været kritiseret, at der ikke er spisesteder nok for folk at gå hen, når de indfinder sig i hobetal i de store turistattraktioners højsæson.
“Når jeg har musikarrangementer, er det vigtigt med overdækning for at tage højde for vejrforholdene. Musikken koster 8.000-12.000 kroner. Skal jeg have et arrangement til at gå i nul, skal jeg gerne kunne sikre tørvejr til 80-100 gæster. Hvis jeg bliver tvunget til at droppe overdækningen, så bliver der ingen sommerkoncerter hos Den gamle Skomager mere, for så kan jeg ikke være sikker på at have pengene hjemme igen,” siger ”den gamle skomager”.
“Jeg gør ikke alt det her for pengenes skyld, men for at sikre aktiviteter i byen for byens borgere og for turister,” siger Morten Latter, der de sidste par år egenhændigt har skabt liv i Gråsten Festival på ringriderpladsen igen og er blevet hædret flere gange af handelsstanden og har fået Oldtimerprisen for sin indsats for at sætte gang i byen.
“Kommunen kommer i september og ser på forholdene,” siger Morten Latter, der håber det bedste, for elleres kan det være slut med musik og udeservering hos Den gamle Skomager. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 16. august 2024
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.