blank

Avnbøl Ullerup Vandværk har reduceret vandspillet.

Skifte i Avnbøl Ullerup vandværksbestyrelse

Formand i Avnbøl Ullerup Vandværk Finn E. Küseler afløses af Hans Peter Alnor. 

Den afgåede formand fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem, hvorimod kasserer gennem 10 år, Povl C. Callesen, stopper og overlader talmaterialet til Bo Bonde, som dog får en indføring i regnskabsforholdene, inden Callesen helt takker af. 

Finn E. Küseler takkede på generalforsamlingen Povl C. Callesen for et godt og ihærdigt arbejde for vandværket. Ingen har kontaktet kassereren forgæves med en opgave eller udfordring i vandanliggender. 

Som regel er der også faldet et par muntre bemærkninger fra Povl C. Callesen, der fik en god flaske rom for ti års indsats. Det fremgik af vandværkets generalforsamling. Søren Jürgensen er nyvalgt medlem af vandbestyrelsen.

“Der har været mange gode, sjove og lærerige oplevelser i bestyrelsesarbejdet. Det har aldrig været kedeligt. Jeg har kørt små 19.000 kilometer i vandværkets tjeneste. Timerne tør jeg simpelthen ikke gør op. Arbejdet er blevet mere komplekst med årene specielt med den dokumentationer, hel- og halvoffentlige instanser kræver. Som mange andre steder tager ti procent af kunderne 90 procent af tiden,” lød de slagfærdige bemærkninger fra Povl C. Callesen, da han takkede af.

“Vi ønsker at etablere et nødstrømsanlæg, fordi strømmen ind imellem går i kortere perioder af forskellige årsager. Vi kender ikke grunden til, strømmen slår fra, men vi er nødt til at gøre noget ved det,” siger Povl C. Callesen.

Ud over etablering af nødstrømsanlæg planlægger vandværket udskiftning af udpumningspumpe og indkøb af et nyt IT-anlæg til vandværkskontoret.

Stabilt og godt

Ellers kører Avnbøl Ullerup vandværk stabilt og godt på grund af rettidig omhu. Bestyrelsen har været dygtig og heldig at få foretaget nødvendige vedligeholdelser på vandværket, før der er opstået akutte problemer. Der er solgt 137.873 kubikmeter vand i 2024. Det er 2867 kubikmeter mere end i 2023. Vandspildet er reduceret fra 4,3 procent i 2023 til 2,3 procent i 2024. Nedlægning af elkabler ved Truenbrovej i Avnbøl betød, en entreprenør to gange samme aften i starten af 2024 gravede hovedledningen over to gange. En dygtig entreprenør udbedrede skaden begge gange, hvorefter kassereren talte med store bogstaver og forbød videre gravning omkring vandværkets kabler og udstedte ordre om, det kun måtte foregå i dagtimerne. Han sendte iøvrigt elskabet en regning for udbedring af skader.

Forbrugerne får som en hel særlig service tjekket vandinstallationer hvert kvartal. Vandværket har et driftsunderskud på 35.724 kroner, hvilket ikke er alarmerende i et regnskab med en omsætning på 916.400 kroner. Avnbøl Ullerup Vandværk har godt og rent vand og nogle af landets laveste vandpriser til en pæn høj service, så er er ingen grund til klage ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 26. marts 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.