
Sine Bjerregaard fylder 100 år og kan se tilbage på et travlt liv.
Sines rejse gennem et 100 år langt liv
At blive ældre er som at kravle op ad et stejlt bjerg. Sine Bjerregaard, Rønshave Plejecenter, Bov fylder tirsdag 17. september 100 år.
Hun kigger tilbage på sit liv, som har budt på glæder og sorger.
Sine Bjerregaard er født og opvokset i Rens i 1924 og kom som 13-årig ud at tjene på en gård.
“Min søster inviterede mig som 17-årig på en udflugt. Vi besøgte Glücksborg Slot, og efterfølgende fik jeg job i caféen”, husker Sine Bjerregaard, som efter et par år vendte tilbage til Rens for at arbejde som servitrice på kroen.
I 1951 blev hun gift med Aage Bjerregaard, der stammede fra Nordjylland. Hun lærte ham at kende, da han var soldat i Tønder. Parret flyttede til Øster Gejl, hvor Aage blev ansat som skovarbejder. Sine var husmoderafløser og passede desuden hus, hjem og deres 5 børn.
I 1970‘erne fik Sine job som rengøringsassistent ved Toldvæsnet.
Byggede deres eget hus
I 1962 byggede ægteparret hus i Holbøl, hvor de boede frem til 2006, hvorefter de flyttede til en lejlighed på Nørregade i Padborg.
Sine mistede sin mand i 2014, men klarede sig herefter selv i lejligheden. I november 2022 måtte hun dog flytte på plejehjem, og bor i dag på Rønshave Plejecenter.
Sine Bjerregaard har altid været meget flittig, og hun har brugt sin fritid på stofmaling. Hendes børn, 11 børnebørn og nogle af de 12 oldebørn har fået hjemmelavede duge til jul.
I dag går tiden mest med at se tv. Desuden har hun stor glæde af sin datter og svigersøn. De bor i Padborg og kommer tit på besøg.
Den runde dag fejrer hun med frokostbrunch på Holbøl Landbohjem med 44 gæster. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. september 2024
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.