
Steffan Hansen yderst til venstre har været selvstændig med SH Byggeri siden 2017 og holder arbejdssjakket på en halv snes mand i gang med tømrer- og snedkerarbejde i privat byggeri samt større projekter som Hotel Alsik og Videnshuset.
SH Byggeri klarer opgaverne i én entreprise
SH Byggeri har til huse i Broager, hvor indehaveren Steffan Hansen har ansat 10 tømrere og snedkere.
De klarer alt fra kontorbyggeri over opførelse af huse og lejligheder til isætning af døre og vinduer og badeværelse – fra store projekter, der varer månedsvis, til enkelthuse og et haveskur, hvis det skal være. Specialet er, SH Byggeri laver totalentreprise, så alt bliver lavet på én gang og i den rigtige rækkefølge.
“Vi laver hovedentreprisen. Det er i alle størrelsesordner som tilbygninger og tagudskiftninger,” fortæller den 35-årige tømrer, der har slået sig ned i Broager sammen med familien bestående af hustru og tre børn.
Her har han også sin virksomhed, som han startede i 2017. Han blev uddannet tømrer i 2009 og har været byggeleder hos Hansson og Knudsen.
“Vi har nok at lave, men har også haft mere travlt end nu. Det går op og ned. Jeg har haft 16 mand og to indlejde, da vi havde allermest travlt. Vi laver gerne opgaver for private, der skal have ordnet tag og renoveret huse. Vi giver et uforpligtende tilbud,” fortæller Steffan Hansen.
Licitation
SH Byggeri har lavet lofter og paneler i tårnet på Hotel Alsik i Restaurant Syttende og udsigtsetagen Point of View. Tømrervirksomheden har udført hele entreprisen på 3500 kvadratmeter i Videnshuset på Sønderborg Havn og har andre lignende store projekter. I øjeblikket er tømrere og snedkere ved at bygge et hus i Dybbøl. Det hele er en balanceakt, hvis udsving hviler på Steffan Hansens skuldre.
“Jeg laver bud til licitationer. Du kan ikke kun have et stort projekt. Der skal være mindre sager ved siden af. Samtidig må du ikke tage så meget ind, at du ikke kan opfylde folks ønsker. Når husejere har sat sig for at få renoveret tag og bygninger, vil de gerne have det gjort snarest muligt,” siger manden, der skal få puslespillet til at gå op.
Han kan godt lide selv at være med i marken, men tilbringer 80 procent på kontoret mestendels med at give tilbud.
SH Byggeri har en lagerhal i Broager, som er udgangspunkt for byggeaktiviteterne. Folkene er mest ude i marken. Virksomheden har en omsætning på gennemsnitligt ti millioner kroner om året.
“Hvis vi står med en opgave, kan vi godt påtage os lidt sokkelstøbning og den slags, men vi gør det, vi er bedst til, nemlig tømrer og snedkerarbejdet og køber andre ind til resten. Når jeg afgiver bud, tager jeg højde for de opgaver, vi har i forvejen. Skal man have lagt nyt tag, kan der være andre ting, som det er fornuftigt at få lavet samtidig. Folk vil selvfølgelig helst have klaret håndværkeropgaverne så hurtigt som muligt, men er man først inde at gøre noget ved huset, er det bedst at få det gjort på én gang, så man ikke skal ind igen og renovere andre dele af huset inden for kort tid. Det er bedst at få det hele overstået samtidig,” siger tømreren.
Selv om Alsik og Videnshuset naturligvis er store markante projekter, laver SH Byggeri også gerne garager og tilbygninger. Der er en udfordring i det hele, og det gælder om at fordele store som små opgaver, så tømrer- og snedkersjakket hele tiden har noget at rive i. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 28. februar 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.


