32-årige John Brandt er spidskandidat ved kom­munal­valget for SF, og det vil vise sig, om hans kandidatur som 19-årig for Danskernes Parti i 2013 vil få indflydelse på valgresultatet, men hverken Social­demokratiet eller Sles­vigsk Parti vil lægge kandidaten hans fortid til last.

SF’s spidskandidat i politisk stormvejr

32-årige John Brandt fra Sønderborg er SF’s spidskandidat ved det kommende byrådsvalg. 

Partiet har sikret sig en ung afløser for den alderstegne Jørgen Jørgensen, der i 12 år har kæmpet for at få SF tilbage i byrådet. 

Der er bare et aberdabei ved den unge kandidat. I 2013 kandiderede han i en alder af 19 år for Danskernes Parti, som direkte blev kaldt et naziparti. 

Formand for partiet dengang, Daniel Stokholm, har ligesom SF’s spidskandidat skiftet navne. Den­gang hed de Daniel Carlsen og Johnnie Brandt Holme. 

John Brandt understreger, han er et helt andet sted i sit liv, og at han fra starten af har lagt kortene på bordet over for SF, der ikke har haft nogle betænkeligheder ved at opstille ham.

“Den personlige udvikling, jeg har gennemgået, har krævet tårer og kampe med indre dæmoner, men jeg er kommet styrket ud på den anden side som et bedre menneske. Efter års kamp med lavt selvværd og selvtillid står jeg nu stærkt og kæmper for retfærdighed og solidaritet,” fortæller John Brandt i dag.

Fortiden

Han sprang for fem år siden ud som homoseksuel og har været formand for LGBTQ+, der arrangerer Pride i Sønderborg. 

Som ung hadede han sig selv, fordi han var bøsse og søgte bekræftelse i miljøer, der stemplede det som forkert at være det. Han er vokset op i en familie med sympatier for Frem­skridts­partiet og Dansk Folke­parti og foragt for homoseksuelle. Kan­dida­turet kan blive en test på, om og hvor længe man skal lide under fortidens synder, som han har lagt bag sig og tager afstand fra.

Er du overrasket over den polemik, din fortid har skabt, når du hele tiden har været åben om den?

“Ja, det overrasker mig. Jeg har altid været ærlig om min fortid og har aldrig benægtet den. Jeg stiller op for SF, fordi jeg vil være med til at skabe et mere retfærdigt og inkluderende Søn­der­borg, uanset om det handler om velfærd, klima eller social retfærdighed. Jeg har altid haft interesse for politik og går meget op i det,” siger John Brandt, der også går ind for, unge bevidstgøres om deres egen krop og seksualitet, da han selv har lidt under ikke at være bevidst om det.

I 2013 gav han udtryk for, udsatte og anbragte børn burde have mere ret til selvbestemmelse. Han har selv været anbragt uden for hjemmet. Han gav også udtryk for, at danskernes penge skulle gå til danskerne selv og til danske børns skolegang. Han meldte sig ud af Danskernes Parti lige efter valget.

“Jeg tror, vælgerne godt kan se, jeg ikke er min fortid, men at jeg er den, jeg er i dag med de værdier, jeg har. Jeg holder foredrag og har medvirket i podcasten og bogen Regnbue­land, hvor jeg åbner op om min personlige historie og den store pris, det kan have at fornægte sig selv. I dag kan jeg sige, jeg elsker mig selv og dermed også verden omkring mig,” siger John Brandt, der håber på vælgernes gunst og i meningsmålinger ligger lunt i svinget, da Socia­listisk Folke­parti står til fremgang ved valget.

Kommentar fra S og SP

Socialdemokratiets kredsformand i Søn­der­borg kredsen, Steen Groth Nørhart, Broager, ser ingen problemer i, at SF’s spidskandidat i sin ungdom var nynazist.

“Jeg kender ikke John Brandt, men hvis han er blevet voksen og klogere, så synes jeg ikke, man skal blive ved med at klandre ham noget, der skete for mange år siden. Det må være tilladt at ændre synspunkt og holdninger fra sin pure ungdom. I Søn­der­borg kredsen har vi tradition for et bredt samarbejde. Ved kommunalvalg ser folk anderledes på tingene. Der er det mere det regionale forhold, der spiller ind. Det må være op til vælgerne at dømme John Brandt,” siger kredsformand for Social­demokratiet i Søn­der­borg kredsen, Steen Groth Nørhart, Broager.

“Slesvigsk Parti vil som i de sidste 20 år fortsat være et stærkt midterparti og arbejde for bredt samarbejde i Søn­der­borg. Vi mener, det giver de bedste beslutninger. Dette gælder alle partier i byrådet – også efter kommunalvalget i november. Den nuværende medieomtale ændrer ikke på det. Vi vil bygge en politisk bro mellem rød og blå blok for at styrke fællesskabet og kommunens sammenhængskraft. Derfor fører vi drøftelser med alle partier og vurderer dem ud fra de synspunkter, de fremfører der,” er kommentaren fra SPs spidskandidat Kirsten Bachmann til John Brandt. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 13. marts 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.