Rørt Helle Blindbæk blev Årets Gråstener
Af Signe Svane Kryger
Det var en rørt Helle Blindbæk, som på generalforsamlingen i Gråsten Handelsstandsforening blev udnævnt til Årets Gråstener.
”Du har så godt som altid en finger med i spillet på den ene eller anden måde, når der sker noget i Gråsten”, sagde formand for Gråsten Handelsstandsforening, Gunnar Hattesen ved udnævnelsen.
Helle Blindbæk er formand for Gråsten-Adsbøl Menighedsråd, formand for Gråsten Bridgeklub, engageret i Kræftens Bekæmpelse og aktiv i Gråsten Rotary Klub.
”Du ydede en enestående indsats i forbindelse med markeringen af 80-års jubilæet for Gråsten som kongelig sommerresidensby.
Du fik stablet en særudstlling op om den kongelige familie på Gråsten Slot gennem 80 år i Ahlmannsparken, som blev set af over 1.000 mennesker, deriblandt Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte. Du arrangererede jubilæumskoncert og jubilæumsgudstjeneste i Gråsten Slotskirke, og du var med i arbejdet med at udgive en jubilæumsbog.
I kraft af din utrættelige energi bidrager du til at synliggøre Gråsten, du er er med til at styrke sammenholdet i slotsbyen og så er du en ivrig fortaler for at handle lokalt”, sagde Gunnar Hattesen.
Det var 4. gang prisen som Årets Gråstener blev uddelt.