Røde Kors i Padborg fejrer 10 års jubilæum.
Røde Kors fejrer 10 års jubilæum i Padborg
Røde Kors genbrugsbutikken i Padborg har eksisteret i 10 år.
Butikken begyndte for mange år siden i Gerhard Solls tidligere købmandsbutik i Kruså.
Efter nogle år flyttede den til Padborg, og har de sidste 10 år ligget på Nørregade 30.
Det var den daværende, nyligt afdøde formand Christian Pedersen, der var primus motor i købet af ejendommen på Nørregade. Det gav nemlig god mening med en billigere husleje og meget mere plads end på de tidligere lejemål.
I en grænseby med mange genbrugsbutikker trives Røde Kors forretningen fint. De engagerede frivillige har skabt en god og indbringende forretning med primært tøjsalg. De får meget ros af kunderne. Størstedelen af kunderne kommer syd fra grænsen for at finde fint genbrugstøj til en billig pris.
“Vi har et pænt overskud, som går til Røde Kors internationale hjælpearbejde og også til hjemløse og voldsramte kvinder i Danmark”, fortæller Morten Berdiin, som er formand for Røde Kors i Padborg.
Nørklerne
I butikkens mødelokale afholder bestyrelsesmøder, og Nørklerne sidder også der og strikker og hygger. Hver anden søndag afholdes åben café for indvandrere og flygtninge. Også besøgsvenner og indsamlinger holder til i mødelokalet. Julehjælpen blev i år uddelt med 52 gavekort til værdigt trængende børnefamilier.
Butikken har 15 frivillige hjælpere, og de får som tak for deres indsats en beskeden julegave samt hvert andet år en udflugt. Sidste år gik turen til Tirpitz museet i Blåvand.
Butikken giver i forbindelse med 10 års jubilæet 50% rabat på alle varer i butikken fra mandag den 13. januar til fredag den 17. januar. ■
Skrevet af