Teamet omkring Restaurant Fiskenæs består af Adrian Gheorghita, kok Peter Hansen, køkkenchef Andreas Auras Prill, restauratør Michael Nielsen, Emil Dochweiler Jessen, Ditte Maria Gammelholm, restaurantchef Susanne Schou Hellesøe, Belinda Schou Schmidt, Louise Lorenzen og Caroline Majlandt Clorius

Restaurant Fiskenæs skal være endnu bedre

Restauratør Michael Nielsen har som ny forpagter af Restaurant Fiskenæs mange planer for stedet, der “allerede er godt.”

Han er uddannet smed, og har mange års erfaring med off-shore virksomheder. Og ud over at være ny forpagter af Restaurant Fiskenæs, driver han også sin egen fiskevirksomhed. Michael Nielsen, Sønderborg, kan sit kram, når det kommer til at drive virksomhed. De mange års erfaring i fiskebranchen, gør ham desuden til en haj til dét med indkøb af råvarer.

Bygger på det, der fungerer

“Det er ikke fordi, vi skal ud at opfinde den dybe tallerken på ny,” siger Michael Nielsen om Restaurant Fiskenæs. 

Han mener, at restauranten allerede nu fungerer godt. At forretningen er god, betyder ikke, at den ikke kan blive endnu bedre, mener han. 

Én af de ting, Michael Nielsen, ønsker at forbedre, er den tidligere Bistro.

Terrassen er navnen på den nye version af Bistroen.

“Det vi ønsker med Terrassen, er et cafémiljø, der henvender sig til de lokale. De kan komme ned og få mad, øl eller en kop kaffe,” siger Michael Nielsen, der ønsker at skabe mere interesse om både Terrassen og Restaurant Fiskenæs blandt de lokale. 

“Det vi gerne vil på sigt, er at trække interessen ind i Terrassen. Vi vil skabe et hyggeligt miljø, hvor man har lyst til at slappe lidt af.”

Teamwork er vigtigt

Gennem Michael Nielsens mange års erfaring, står en ting særligt ud for ham. 

“Det, der er vigtigt for os, er at Fiskenæs har en teamånd. Det betyder for os, at alle mand trækker. Kokken er vigtig, men opvaskeren er lige så vigtig. Det er med til at give vores kunder den oplevelse og service, som vi rigtig gerne vil give vores gæster. Det er i og for sig det samme som at sige, at ingen kunder er for store og ingen er for små. Alle er hjerteligt velkomne i Fiskenæs,” siger Michael Nielsen og tilføjer:

“Man kommer ikke i mål, hvis ikke man arbejder sammen. Uanset om det er på et skibsdæk eller i et køkken, er sammenholdet vigtigt. Det er simpelthen grundprincippet i det,” siger Michael Nielsen.

Nye tiltag

Michael Nielsens daglige opgaver er mange. Han står for alt fra at koordinere dagligdagens opgaver til at sørge for, at “alt det spiller max”, og at kunderne får en god oplevelse på restauranten. Den gode oplevelse skal bl.a. opnås gennem nye tiltag.

Fremover har Restaurant Fiskenæs åbent fra tirsdag til søndag. Hver 3. torsdag i måneden serveres sat ål. Onsdagscaféer og andre arrangementer fortsætter som sædvanligt. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80