
Nogle af de flittige hjælpere med dagens affalds-høst. Foto: Ib Funder-Nielsen
Ren By i Egernsund
Efter Ren By arrangementet i foråret måtte udskydes grundet COVID-19, var det i weekenden endelig tid til at samle affald i Egernsund.
Det var Egernsund Borgerforening, som endelig kunne invitere til deres årlige arrangement Ren By. Bevæbnet med affaldssække, handsker og lange tænger drog ca. 15 borgere fra Egernsund ud og samlede skrald.
Ny slags
Det var de gamle kendinge, som tomme dåser og flasker, de flittige hjælpere kunne finde. Også poser med hundelort og indpakning fra madvarer, var iblandt de ting der bliver samlet op langs stier og i grøfter år efter år. Men i år kom en helt ny slags affald med i sækkene: Mundbind. Et resultat, af tidens retningslinjer omkring COVID-19.
Højt græs
Det er helt bevidst, at den landsdækkende affaldsindsamling normalt ligger i foråret. For her til efteråret er græsset og buske i vejkanter og grøfter vokset højt og det er derfor sværere at se og nå affaldet.
“Vi gav vores bedste, for at samle alt affaldet op. Og vi kan se, at det desværre stadig er nødvendigt med en affaldsindsamling for at holde vores by ren,” fortæller Ib Funder-Nielsen fra Egernsund Borgerforening og takkede de frivillige for deres indsats.
Efter en times arbejde var borgerforeningen vært ved en øl og sodavand til de fremmødte. ■
Skrevet af
Fotos af
Ib Funder-Nielsen