Rema1000 ejer bygningen med møbelbutikken Hebru. Selv om den norske dagligvarekoncern planlægger at åbne butik på Sundsnæs i efteråret 2024, så forbliver møbelforretningen også fremover på samme adresse som nærmeste nabo til Rema1000.

Rema 1000 forventer at kunne åbne i Gråsten sidst i 2024

Håbet for Rema1000 er at åbne en ny butik i Gråsten næste år.

“Status er, at vi er i gang med at genbesøge hele økonomien for projektet igen, men vi vil gerne åbne en butik i Gråsten. Vi håber snart at kunne komme i gang med projektet og håber, at vi kan åbne til efteråret næste år – altså i 2024.

Det siger kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder. Den norske dagligvarekæde erhvervede for et par år siden bygningen, hvor Møblér med Hebru ligger på Sundsnæs ud mod Brovej og Sildekulevej.

Det har trukket ud med at realisere planerne. Udviklingen i dagligvarehandlen i Gråsten har været under forandring de senere år. Spar og Aldi er lukket. Der var tale i byen om, at Rema 1000 ville flytte ind i de tomme Aldi, da nordmændene overtog de nu lukkede Aldi butikker, men adressen er og bliver i tilknytning til Hebru ud mod det trafikerede trafikstrøg mellem Kruså, Flensborg, Gråsten og Sønderborg.

Diskussionen om, der skal være dagligvarebutik i den tidligere politistation på Kongevej i Gråsten har heller ikke noget med Rema 1000 at gøre. Den vil bruge de erhvervede arealer til at få Rema 1000 skiltet op i Gråsten.

Indehaver af Møblér med Hebru har længe ventet på, Rema 1000 fører sine planer ud i livet.

“Jeg aner ikke, hvornår Rema 1000 åbner butik i Gråsten. Jeg ved, de ejer butikken her, men jeg har kontrakt på lejemålet 15 år frem i tiden, og deraf er kun gået to, så jeg er her mange år endnu. Det mest generende ved det hele er, folk tror, vi lukker. Det gør vi aldeles ikke. Det er en god forretning. Vi er supertilfredse”, siger Stefan Kristensen.

Han er en del af den verserende debat om dagligvarebutikker i Gråsten for så vidt, at han er lejer hos Rema 1000, og derfor indgår i kædens planer om en discountbutik i Dronningens ferieby.

“Jeg sælger møbler her. Det har jeg gjort i en lille snes år. Det går forrygende godt. Vi havde en god tid under Coronaen, da folk koncentrerede sig om hus og hjem. De tider kommer ikke tilbage. Det har hele tiden været meningen, Hebru skulle blive her, selv om der skulle komme en Rema 1000. De skal have en lille del af butikken og bygger 500 kvadratmeter nyt butiksareal. Jeg har tegningerne, men må ikke afsløre detaljerne. Vi valgte at sælge og blive lejere i stedet for ejere,” siger 50-årige Stefan Kristensen, der er indstillet på at blive på matriklen hans tid ud. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.