Artikelbeskrivelse

Poul Clement er i fuld vigør.

Af Ditte Vennits Nielsen

Poul Clement, Kollund, fylder onsdag den 4. januar 2017 80 år.
Han er en meget vellidt, afholdt og hjælpsom mand i lokalområdet, og selvom han fylder 80 år , er han ”still going strong” og har ikke tænkt sig at slappe af foreløbigt.
Poul Clement arbejder nemlig stadig nogle timer om ugen, og hans arbejdsgiver hos Super Dæk i Padborg, Freddy Petersen, er ligesom det øvrige personale utroligt glade for den flinke, rare, rolige og stille mand.
Poul Clement stammer fra Falsled på Fyn og kom ved en tilfældighed til Sønderjylland.
Han var soldat i Skrydstrup og en af hans gode soldaterkammerater fik ham til Kollund og køre taxa ved Kiesbyes Turisttrafik, hvor han både fik kost og logi . En dag skulle han hente en flok piger, der havde været i byen i Flensborg, og heriblandt var den 3 år yngre Bodil.
De to endte med at blive gift nogle år senere og flyttede sammen til Kollund, hvor de siden hen fik 1 søn og 2 døtre.
Eksportchauffør
Poul Clement startede sin lange erhvervskarriere med at køre som eksportchauffør – først ved K.E. Christensen og siden hen ved E3 spedition.
Han var faktisk den første chauffør ved E3, der på daværende tidspunkt blot havde én lastbil. Efter mange år som eksportchauffør indtrådte der nye regler med køre-hviletidsbestemmelser og skiver i lastbilerne, og så synes Poul Clement ikke længere det var sjovt at køre.
Han valgte at tage ”hjem” og blev en slags alt-mulig-mand hos E3, og han endte med at arbejde for firmaet i næsten 25 år.
Som pensionist blev Poul ansat ved Super Dæk, hvor han stadig arbejder. Ved siden af er Poul Clement en ivrig jæger og er at finde på skydebanen ved Tinglev mindst 2 gange om ugen.
Fest for alle
Den runde dag har ægteparret valgt skal fejres på Kollundhus. Og det skal være på dagen.
”Alle de folk, der har lyst til at komme og ønske Poul tillykke er velkomne, siger hustruen Bodil Clement, men de skal komme præcis kl. 11, for ”vi vil ikke have al den renden ud og ind”, smiler hun.
Netop det kendetegner de to sympatiske mennesker, for der er orden og styr på tingene rundt om den dejlige villa i Kollund