Lokalredaktør Helle Hockerup overrakte diplom for Årets Ildsjæl 2026 sammen med en oplevelsesgave, som Peder J. Jensen og hans kone Nanna kan bruge sammen.

Lokalredaktør Helle Hockerup overrakte diplom for Årets Ildsjæl 2026 sammen med en oplevelsesgave, som Peder J. Jensen og hans kone Nanna kan bruge sammen.

Peder J. Jensen kåret som Årets Ildsjæl 2026

Frivilligheden, fællesskabet og den lokale sammenhængskraft var i centrum, da flere hundrede borgere samledes til den traditionsrige Sankt Hans-fest i Fritidsparken i Padborg.

Aftenens højdepunkt blev kåringen af Årets Ildsjæl 2026, hvor den 81-årige Peder J. Jensen fra Kollund blev hædret for sin mangeårige og utrættelige indsats for lokalsamfundet.

Lokalredaktør Helle Hockerup kunne afsløre, at 265 læsere havde deltaget i afstemningen, og hele 75 procent af stemmerne gik til Peder J. Jensen, der gennem årtier har været en drivkraft i en lang række lokale initiativer og fællesskaber.

Peder J. Jensen har blandt andet været medlem af Bov Lokal­råd og har gennem flere perioder repræsenteret de tre lokalforeninger i Det Fælles Ud­vik­lingsråd i Aabenraa Kommune. Der­ud­over er han engageret i en lang række lokale projekter og foreninger, blandt andet Rotary i Pad­borg-Kruså.

En af læsernes begrundelser for nomineringen lød:

“Om det er Lokal­for­eningen, Kollund Midt­punkt, Kollund Natur­univers, Grænse­egnens March­forening, ‘Kom Ud Mand’ eller udfordringen med Power-to-X, som gerne vil ‘plante’ solceller og vindmøller på 900 hektar ved Pad­borg, ja så kommer de til at kende Peder.”

Delte æren med de frivillige

I sin takketale rettede Peder J. Jensen straks fokus væk fra sig selv og over på de mange frivillige, som han gennem årene har arbejdet sammen med.

“Det kan godt være, at fokus lige nu er på mig, men jeg er absolut ikke alene. Vi er en gruppe af frivillige i Kollund, som jeg gerne vil dele denne pris og ære med”, sagde Peder J. Jensen.

Han afsluttede sin tale med en linje fra Jens Sejer Andersens sang Hvor jeg sætter min fod:

“Hvad du gi’r på din færden – mangedobles af verden.”

Fra uddannelse til dannelse

Borgmester Jan Riber Jakobsen holdt årets båltale og pegede på den særlige udvikling, som Padborg Fritids­park har gennemgået.

“Før var her et sted for uddannelse. Nu er det et sted for dannelse – et sted, hvor alle kan samles og være fælles om oplevelser, takket være de mange frivillige”, sagde borgmesteren.

Han understregede, at stærke fællesskaber ikke opstår af sig selv.

“Fællesskaber er ikke noget, vi arver. Hver generation har et ansvar for at tænde sin egen fakkel”, lød budskabet. ■

Mens Sankt Hans Bålet brændte, blev Midsommervisen sunget i fællesskab.

Mens Sankt Hans Bålet brændte, blev Midsommervisen sunget i fællesskab.

Mange hundrede mennesker nød den skønne Sankt Hans Aften i Fritidsparken.

Mange hundrede mennesker nød den skønne Sankt Hans Aften i Fritidsparken.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 3. juli 2026

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.