Esben Skøtt Ruwald laver en grundig undersøgelse, selvom det blot er en vaccination, hunden behøver.
Padborg Dyrlægepraksis har vokseværk
Dyrlæge Esben Skøtt Ruwald har fået en god forretning i Padborg Dyrelægepraksis på Møllegade.
“Folk tager godt imod mig, og jeg tror helt klart, der er behov for en dyrlæge i Padborg”, fortæller Esben Skøtt Ruwald, der kort efter han havde startet sin dyrlægepraksis udvidede med et venteværelse og et ekstra rum.
Nu er der plads til endnu en dyrlæge, hvis det skulle blive aktuelt.
Esben Skøtt Ruwald har ikke meget fritid, men hans hobby er også hans job. Det lyser ud af ham, hvor glad han er for dyr – og det er alle dyr.
“Nogen gange er det lidt hårdt, hvis en kunde ringer om natten med et problem. Det kan f.eks. være en tæve, hvor fødslen er gået i stå. Så tager jeg naturligvis afsted, men næste morgen er jeg i min praksis igen. Så det bliver ikke altid lige meget tid til søvn”, noterer Esben Skøtt Ruwald, som har tænkt på at få en ansat til at tage telefonen og passe bogholderiet.
“Der er meget papirarbejde forbundet med en praksis. Men ansættelsen sket først, når det er rentabelt”, siger dyrlægen, som har tilfredse kunder.
Han har en god tilgang til dyrene, og tager sig tid til at lave en grundig undersøgelse uanset, hvad kunderne kommer med af problemer. Og det sætter kunderne pris på. ■
Skrevet af
Fotos af