Artikelbeskrivelse

Overskud over alle forventninger i SuperBrugsen Broager

Overskud over alle forventninger i SuperBrugsen Broager

Et år med grænselukninger har fået omsætningen i SuperBrugsen Broager til at stige markant.

2020 blev et godt år for den lokale dagligvareforretning. 

Færre ture til grænsebutikkerne fik nemlig omsætningen til at stige i SuperBrugsen Broager. 

En ombygning af butikken i 2019 gjorde, at regnskabet gav et underskud på 1,6 millioner kroner. 

Overskud

Det var altså ud over al forventning, at SuperBrugsen i 2020 endte med et overskud på 329.000 kroner. Næsten to millioner over forventning.

“Det er gået rigtig godt for os. Vi har set et helt andet indkøbsmønster blandt kunderne, og grænselukningen har selvfølgelig betydning,” siger uddeler Michael Næsby.

Det nye indkøbsmønster drejer sig om øget salg på flere forskellige varegrupper. Øl, sodavand og vin er det, der primært har skudt omsætningen i vejret.

“Mange danskere har holdt ferie derhjemme, og man kunne ikke tage ud at spise. Derfor forkæler man i stedet sig selv med god vin og en bøf”, siger Michael Næsby

Om sønderjyderne fortsat vælger at købe de våde varer lokalt, er uddeleren ikke sikker på. 

Han forventer, at en del af salget vil fortsætte, men at det samlet set går en smule tilbage. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.