Artikelbeskrivelse

Oplevelser med en dement mand

Af Ditte Vennits Nielsen
Med meget stor indsigt fortalte debutforfatteren Jutta Storm forleden om sit liv som pårørende til en hårdt ramt dement mand ved et foredrag i Aktivitetshuset i Padborg.
Jutta Storms mand blev allerede som 60-årig ramt af den frygtelige sygdom Alzheimer, som langsomt forværredes og gjorde deres samliv uudholdeligt.
Sygdommen resulterede i, at manden endte på et plejehjem. Efter 10 års sygdom døde han – hvilket i og for sig var en lettelse for Jutta Storm.
Hendes gribende beretning kan man læse i hendes debutroman ”Et hjertesuk”, som bliver revet væk af pårørende til demente. Alle notater i bogen er skrevet under mandens sygdomsforløb, og det har hjulpet hende med den afmagt, man oplever som pårørende.
Det var Demens­foreningen Sønder­jylland, der har en pårørende gruppe til demente i Padborg, som havde arrangeret foredraget.
Gruppen mødes hver anden onsdag på Aktivitets­huset, og her har man mulighed for at tale med andre, der har de samme problemer.
”Der er bestemt et behov”, siger Birthe Simonsen, der er formand for Demensforeningen Sønderjylland, og der kommer mellem 3 og 12 personer hver gang, der er møde. 

Forfatteren Jutta Storm talte i Padborg. Foto Ditte Vennits Nielsen

Forfatteren Jutta Storm talte i Padborg. Foto Ditte Vennits Nielsen