
Formand for Nybøl Idrætsforening Claus Jensen.
Nybøl IF er klar med nyt efter aflyste arrangementer
Alt for få tilmeldinger har medført den første aflysning nogensinde af Nybøls idrætsuge.
For få tilmeldinger til Nybøl IF’s årlige idrætsuge, har fået foreningen til at aflyse arrangementet.
“Vi stod overfor vores årlige idrætsuge. Vi var godt klar over, med situationen i Danmark og verden, at det ikke blev det samme,” siger Claus Jensen, formand for Nybøl IF.
Mange ting spiller ind
Ifølge Claus Jensen er én af grundene til de få tilmeldinger sandsynligvis coronakrisen.
“Og så har vi også til nogle af vores arrangementer en del tilmeldinger i løbet af ugen. Og jungletrommerne spiller også normalt, så det har også noget at sige,” siger Claus Jensen.
Han mener, at mange faktorer kan have haft indflydelse. Det er første gang nogensinde, at Nybøl IF har aflyst den årlige idrætsuge.
Godt polstret
Idrætsugen, en festival i maj og nu også seniorfesten er alle aflyst. Sandsynligvis som følge af coronakrisen.
Men Claus Jensen og Nybøl IF ser fremad til de arrangementer, der kommer senere på året.
“Til august får vi forhåbentligt sparket det hele i gang igen,” siger Claus Jensen, der nævner foredrag eller musik som mulige arrangementer i efteråret.
“Vi er ramt af nogle aflysninger på arrangementer, der gør, at vi ikke får de indtægter i år, som vi plejer. Men vi er heldigvis en sund forening, så vi kommer igennem det. Det, der er ærgerligt, er de penge, vi sætter til. Det var penge, vi gerne ville have brugt på medlemmerne, men vi kommer helt sikkert igennem. Det er ikke alt, der er lutter sort,” siger Claus Jensen. ■
Skrevet af