Jannie Reimers Larsen skal sælge lodder og uddele præmier til Landbrugs- og Varelotteriet.

Ny forhandler for Landbrugs- og Varelotteriet

Landbrugs- og Varelotteriet er flyttet til CS-Auto i Padborg.
Da SuperBrugsen ikke længere havde mulighed for at videreføre forhandlingen af lodsedler grundet for dårlig kompetence i forhold til postbutikkens personale, foreslog uddeler Peter Damgaard Madsen, at forhandlingen i stedet for kunne ske hos CS-Auto, som gladeligt tog imod tilbuddet.
“Vi har mange kunder, der i forvejen spiller, og jeg vil rigtigt gerne bakke op om både Landbrugs- og Varelotteriet”, fortæller indehaveren Christian Schleussner.
“Det er da også en win-win aftale, for måske køber kunderne en ny pære eller motorolie eller vasker bilen, når de nu alligevel er her”, siger Christian Schleussner.
Perfekt beliggenhed
Peter Damgaard Madsen roser CS-Auto for at tage imod tilbuddet.
Han er sikker på, at kunderne får en bedre oplevelse af håndteringen af lotteriet, da der hos CS-Auto blot er en til at betjene, og som derigennem opnår en større kompetence.
Fra forhandlerens side synes de, at CS-Auto har en perfekt beliggenhed, da det for det første ikke er langt fra den tidligere forhandler SuperBrugsen, og for det andet er den nye adresse lige overfor borgerservice og biblioteket.
Forhandlingen og udbetalingerne vil foregå i åbningstiden mellem kl. 8 og 15 alle hverdage, og gevinsterne fra tidligere trækninger overføres til CS-Auto. ■