Artikelbeskrivelse

Ny ejere af Beste Stuuv i Flensborg

Af Ditte Vennits Nielsen
På adressen Holm 66 i Flensborg ligger der en lille hyggelig café gemt lidt af vejen i en gård med indgang fra gågaden.
Den hedder ”Beste Stuuv”, og man kan finde den ved, at der står en figur af en gammel bedstemor ved indgangen til gården.
Træder man ind af døren til caféen, er det som at komme hjem til sin bedstemor, for der står søde gamle stole, sofaer og borde med kniplede hvide duge dækket op med lækkert porcelæn. I montren er der flere forskellige hjemmebagte kager, og på væggene hænger billeder, lamper og andre hjemlige ting.
Caféen har åbent alle dage fra kl. 8.00 til 18.00 undtagen søndag. Deres bedste aktiv er en morgenkomplet til en favorabel pris, der serveres dagen igennem med hjemmebagt brød med lækre hjemmelavede salater, rigelig kaffe og andre delikate ting.
”Beste Stuuv” har for nyligt fået nye ejere. Det er et smilende og venligt par, der stammer fra Hannover. De har lavet nye tiltag i caféen, og deres første arrangement er whiskysmagning inkl. lækker spisning, og de vil løbende arrangere forskellige ting om aftenerne. De ser med forventning frem til at hygge om de mange kunder, der bl.a. kommer fra Padborg og Kruså. 

Cafeen Beste Stuuv emmer af hygge. Foto Ditte Vennits Nielsen

Cafeen Beste Stuuv emmer af hygge. Foto Ditte Vennits Nielsen