Artikelbeskrivelse
Ny butikschef i Spar i Felsted
Af Kira Bonde Andersen
Karim Niazi er glad for sit nye job som butikschef i Spar Felsted.
Oprindeligt er han fra Afghanistan, men har boet i Danmark i 17 år.
Han bor i Tinglev, men har arbejdserfaring mange steder rundt i Danmark. Karim Niazi har både arbejdet i Super Best i Aarhus, Menu i Herning, Hobro, Odense og Tønder.
Han har altså mere eller mindre været landet rundt, men siger selv, at han er tilfreds med at være tilbage i Sønderjylland.
”Da jeg blev ringet op med tilbuddet om at komme tilbage til Sønderjylland og få en stilling takkede jeg selvfølgelig ja. Her bor min familie og her har jeg mine venner”, fortæller Karim Niazi, som også er aktiv i Bov Idrætsforening, hvor han spiller cricket i Kruså.
Stor erfaring
Karim Niazi har stor erfaring indenfor fødevarebutikker og butiksledelse, og derfor er han meget glad for at have ansvar for Spar i Felsted.
”For mig har det længe været drømmen, at få mere selvstændigt ansvar, og jeg kan generelt godt lide ansvar. Så jobbet som butikschef er rigtig fint”, siger Karim Niazi.
Han har besiddet jobbet som leder i godt en måned, og har derfor stadig nogle basale fokuspunkter for butikken, som han vil få helt styr på.
”Mit mål i første omgang er at få butikken op at køre 100 procent, så der ikke sker fejl, kommer utilfredse kunder og er udsolgte varer. Lige nu fokuserer jeg på at give den bedst mulige service, så kunderne oplever, at blive behandlet ordentligt og bliver glade for at komme her”, siger Karim Niazi.