Andreas Thulstrup er megest tryg ved, at den daglige kørsel til og fra daghjemmene er med lokale, kendte chauffører.

Nøglen til de ældres tillid ligger i det vante

I Gråsten er det Quorp’s Busser, der står for den daglige kørsel til og fra daghjemmene.

Én af dem, der er glad for, at der står Quorp’s Busser på bilerne, er 84-årige Andreas Thulstrup fra Rinkenæs. 

Det, han særligt godt kan lide ved vognmanden, er den tillid, han har til dem. 

“De hjælper med at få frakkerne på, ved hvor nøglen ligger, og kender menneskene,” siger Andreas Thulstrup, der bor i en ældrebolig ved Dalsmark Plejehjem.

Bange for ændring

Inden beslutningen om, at den kommunale daghjemskørsel skulle i udbud, var Andreas Thulstrup bange for, hvad der ville ske, hvis han ikke længere skulle køre med de vognmænd, han er vant til.

“Du kender dem ikke, og de kender ikke dig. Det er det, de skal. De skal kende dig. Os gamle. Det er så upersonligt – det er det, der er galt. Der skal være noget mere kontakt. Jeg kender det fra arbejdspladser fra i dag. Du når knapt nok at komme i gang, før du skal videre,” siger Andreas Thulstrup.

Aftale forlænges

Sønderborg Kommune meddeler, at aftalen om daghjemskørsel er forlænget med tre måneder indtil 1. november. Den skulle ellers overgå til Flextrafik i slutningen af juli. Forlængelsen af daghjemskørslen skal nu forhandles på plads. 

En udbudsrunde skal efterfølgende afgøre, hvem der fremover varetager daghjemskørslen. Resultatet af udbuddet forventes afgjort, så en kontrakt kan indgås den 1. november 2020. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Fotos af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72