
Øland-Support med Louise Øland Sisseck i spidsen er parat til at tilbyde ældre digital hjælp.
Når fællesskaber bliver digitale efterlades mange udenfor
Digitalisering byder på mange spændende muligheder og kan gøre hverdagen lettere for mange – både for unge og ældre. Men ikke alle kan være med.
Ældre Sagens lokalafdeling i Bov tilbyder hjælp i deres IT-Café på Biblioteket i Bov, hvor Ældre Sagens frivillige fra IT-gruppen er klar til at hjælpe.
Sammen med Epinion gennemførte Ældre Sagen en undersøgelse om “Befolkningens oplevelser og udfordringer i et digitalt samfund – med fokus på ældre”. Der blev i alt indsamlet 2.670 interviews med en overrepræsentation af de ældste aldersgrupper.
Svært at få offentlig hjælp
De kvalitative interviews peger på, at hjælpen fra det offentlige er markant indskrænket, og at de mangler en indgang, som ikke er digital. Af undersøgelsen fremgår, at Borgerservice opleves meget problematisk og svært tilgængelig bl.a. i kraft af begrænset åbningstid og manglende mulighed for fortrolighed.
Telefonrobotter – digitale selvbetjeningsløsninger og online ansøgninger om ydelser og hjælp. Der kan være mange gode argumenter for at anvende kunstig intelligens til bl.a. telefonpasning, men for mange er den menneskelige kontakt stadig af afgørende betydning.
Mere end hver tredje i befolkningen føler sig udfordret af digitaliseringen
Undersøgelsen viser, at 35 pct. af befolkningen oplever i nogen, høj eller meget høj grad at have udfordringer digitalt.
Heraf oplever hele 10 pct., svarende til ca. en halv million danskere, at de i høj eller meget høj grad er udfordret digitalt.
Mennesker vil gerne møde mennesker
Af undersøgelsen fremgår, at 86 pct. af befolkningen er helt enig eller enig i, at det også er vigtigt at kunne komme til at tale med et menneske ud over de digitale selvbetjeningsløsninger.
For fire ud af ti (40 pct.) på 75 år eller ældre gør digitaliseringen, at de føler sig nødsaget til at anvende digitale løsninger i hverdagen uden, at de har lyst til det. Det samme gælder lidt over hver fjerde (28 pct. for 18-34-årige, 26 pct. for 35-54-årige og 29 pct. for 55-64-årige) i de yngre aldersgrupper. Det stigende antal digitaliserede løsninger bliver for mange derfor et ”nødvendigt onde”, der gør det svært at klare sig selv. Hele 41 pct. af befolkningen oplever at have brug for andres hjælp, råd eller vejledning til at anvende digitale enheder eller løsninger en gang i mellem eller oftere. Samlet set er det syv ud af 10 (71 pct.) i befolkningen, som kan opleve at have brug for hjælp digitalt.
Det sociale liv indskrænkes
Når flere sociale muligheder baseres på en digital løsning, indskrænkes det sociale liv for en del ældre. Det er svært at møde nye mennesker, være opdateret på venskaber og holde sig orienteret om lokale fællesskaber, når meget interaktion sker online. Det giver en følelse af at være udenfor og alene. Skuespiller Ghita Nørby har i et interview udtalt: “Digitaliseringen har gjort Danmark umenneskelig”.
Udfordringerne kan rammer alle – både unge og gamle, ufaglærte, kortuddannede og mennesker med funktionsnedsættelser, sociale netværksbegrænsninger eller sårbar økonomi.
Ny lokal virksomhed – Øland Support
Louise Øland Sisseck har startet virksomheden Øland Support, som tilbyder hjælp til især ældre og seniorer med digitale udfordringer. Ideen med Øland Support opstod, fordi hun oplever, at behov for teknisk hjælp fylder meget i ældres hverdag, og egentlig generelt i alles hverdag.
Hun tilbyder hjælp med det digitale, trygt og tålmodigt i kundernes eget hjem.
“Jeg har i mange år været den, familien og omgangskredsen ringede til, når noget drillede, og nu hjælper jeg andre med præcis det samme. For mig handler det ikke bare om teknik, det handler om tryghed og tillid og forklare teknikken i et sprog, man faktisk forstår”, fortæller Louise Øland Sisseck
“Jeg har altid haft en stærk logisk sans og stor teknisk forståelse – og det har været en naturlig del af mit liv at hjælpe andre med IT og teknik. Jeg lærer ekstremt hurtigt og har en intuitiv evne til at gennemskue digitale systemer og finde løsninger – også når det virker uoverskueligt for andre. Jeg hjælper især ældre og seniorer med alt det digitale, der fylder i hverdagen, fra mobilen og computeren til TV og internet”, siger Louise Øland Sisseck. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. august 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

