Mogens Jensen, Kliplev fylder 50 år

Af Ditte Vennits Nielsen
Mogens Jensen er oprindeligt født i Glostrup men flyttede allerede som 5-årig til Sønderjylland med sine forældre og 2 søskende. Forældrene byggede hus i Kliplev, hvor faderen Hans Erik Jensen drev sit vognmandsfirma, og hvor de stadig den dag i dag bor.
Mogens flyttede som voksen til Kværs, hvor han kørte som lastbilchauffør for flere forskellige vognmænd. De sidste 10 år kørte han for sin far, indtil han købte én af sin fars biler og blev selvstændig vognmand. Virksomheden flyttede han efter nogle år til Kliplev, hvorfra han i dag driver sit firma med kørsel af grus, sten, sand, industrigods og træpiller. Mogens ejer 2 biler, og i dag er det hans far, som hjælper ham.
Mogens er et utroligt varmt menneske med et stort hjerte og et meget vindende væsen. Han griner meget og fortæller gerne gode historier på klingende sønderjysk.
”Jeg er engang kørt ind i en stor hesteflok, som var stukket af fra deres fold”, fortæller Mogens. ”Jeg nåede akkurat at bremse med en mules afstand fra én af hestene, og derfor er jeg ikke så glad for heste i dag”, griner Mogens.
Mogens har en datter fra et tidligere ægteskab og et barnebarn. Han bor i dag sammen med sin Sanne, som har en datter og en søn. Fødselsdagsfesten fejres med et åbent hus arrangement, hvor der allerede er tilmeldt mere end 100 mand. Dette bevidner om Mogens store popularitet. 

Mogens Jensen