Mogens Hansen har været formand i Gråsten Boldklub i 31 år og er indstillet på inden alt for længe at overlade tøjlerne til en efterfølger, som han ikke regner med at få svært ved at finde.

Mogens Hansen vil finde sin afløser

Mogens Hansen har været med i Gråsten Boldklub i 46 år og været formand i 31 år. 

Han modtog tidligere på året DBU’s sølvnål for sin indsats i fodboldens tjeneste i Gråsten. 

Mogens Hansen agter dog ikke at lide samme skæbne som den amerikanske præsident Joe Biden og blive opfordret til at gå, fordi han ikke selv kan se, hvornår det er tid at træde af.

“Jeg bliver 70 år næste år og er ved at finde min afløser. Tiden er inde til et skifte,” siger Mogens Hansen.

God økonomi

Der er en afløser på trapperne, når tiden kommer. Mogens Hansen overlader en intakt klub til sin efterfølger, når det bliver aktuelt.

“Vi har en god økonomi og har forbedret forholdene ved at opføre et cykelskur og lave en salgskiosk ved fodboldbanerne. Vi har optimeret lysanlægget og sparer sammen til en ny kunstgræsbane. Når den engang skal skiftes ud, vil vi gerne selv bidrage med noget. Vi har fastholdt kontingentet på et rimeligt lavt niveau,” fortæller den mangeårige formand, der kan tale med om, fodbolde er blevet dyre, og omkostningerne stiger, men takket være den store frivillige indsats, bliver udgiftsniveauet holdt i ave.

“Klubben arrangerede traditionen tro Søn­der­jyllands Cup i fodbold med 1400 deltagere i juni. 200 frivillige hjælpere tog deres tørn ved indkvartering, oprydning og afvikling af et omfattende kampprogram. De forretningsdrivende mærker, når der er Sønder­jyllands Cup, for deltagerne køber jo dagligvarer, pizzaer og omsætter i byen, og forældrene booker sig ind på hoteller og overnatningssteder,” siger Mogens Hansen, der ser Cup’en som et stort aktiv.

Vejen er banet for en ukompliceret overgang til en ny formand, når Mogens Hansen overlader posten til en anden efter at have været formand i over en fjerdedel og efterhånanden næsten en tredjedel af klubbens liv.

“Jeg skal selvfølgelig ikke fortælle nogen, hvordan de skal gøre det, men er der behov for det, er jeg altid behjælpelig med et godt råd,” siger Mogens Hansen, der gik på pension som viceskoleinspektør på Gråsten Skole for fem år siden. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 22. august 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.