
Luis Gorrin er kommet godt i gang med sin virksomhed Gorrin Aps og har blandt andet fået en del at se til med at anlægge haver og terrasser foruden vintertjeneste, trætopbeskæring og tunge løft med maskiner.
Luis Gorrin er behjælpelig med stort og småt
30-årige Luis Gorrin i Skodsbøl er kommet godt i gang med sin virksomhed Gorrin ApS, som han har drevet i tre år.
Han beskærer træer og anlægger haver og leverer matrialer som sand og grus til terrasser og tager sig i det hele taget af forefaldende opgaver, som kræver store og små maskiner. Dem har han i tilknytning til privaten derhjemme, hvor han bor sammen med Mette og parrets to børn.
“Jeg ordner snerydning og saltning, laver haver og anlæg og udfører stort og småt entreprenørarbejde,” fortæller den selvstændige vognmand og anlægsgartner.
Han er halvt spansk og halv sønderjyde. Hans far er fra Tenerife, og hans mor fra Sønderjylland. Luis Gorrin har gået i skole i Gråsten og kender sit bagland godt. Han er behjælpelig med maskinkraft og tunge løft, når noget skal flyttes, ligesom han er mand for at kappe toppen af træer og genstridig beplantning, der har bredt sig uhensigtsmæssigt over veje og stier. Affald kan han også skaffe af vejen.
Han drøfter opgavens indhold med kunderne og arbejder sammen med andre fagpersoner, der kan tage sig af det, han ikke selv er ekspert i.
“Jeg har rigeligt at se til i en god blanding af arbejdsopgaver. Som selvstændig kan jeg selv styre det hele og tilrettelægge arbejdsgangen. Det passer mig godt,” siger Luis Gorrin, der har fået mere at lave med at anlægge haver og terrasser og vedligeholde det, folk har i forvejen.
Indholdet i de daglige arbejdsgange har udviklet sig gennem årene på en måde, som han måske ikke havde forudset fra starten, men han er godt tilfreds med, hvordan det er gået og går ikke af vejen for at prøve sig selv af inden for nye arbejdsområder. Han kender sine begrænsninger og samarbejder med andre i det omfang, han har behov for ekstra hænder og ekspertise, ligesom han selv giver et nap med der, hvor han er manden for at løse opgaverne. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. februar 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.


