Der er igangsat et stor arbejde med at beskære og styne træer og buske ved Holdbi Kro.

Lokalt ægtepar redder historiske Holdbi Kro

Efter tre år til salg har Holdbi Kro nu fået nye ejere. 

Det lokale ægtepar Christian og Charlotte Duus fra Hønsnap har overtaget den historiske landevejskro, der kan føre sin historie mere end 300 år tilbage.

“Vi har ingen anelse om, hvad vi skal bruge kroen til. Vi vil bare redde bygningerne, som har en historie, der fortjener at blive bevaret,” fortæller Christian Duus. Parret er allerede i gang med at beskære og styne træerne omkring den smukke ejendom.

Holdbi Kro har siden 1981 været drevet som A Hereford Beefstouw. Den sidste steak blev serveret den 30. november 2022, hvorefter kroen blev sat til salg. I 2011 udkom bogen Holdbi Kro – et privilegium i 300 år, skrevet af journalisten og forfatteren Torben Ølholm, der gravede dybt i kroens historie.

Fællesskabets mand

Christian Duus er kendt som en driftig ildsjæl i Holbøl-området. Han har været drivkraften bag projekter som Grænseegnens Friskole, Holbøl Multihal, byparken og bevarelsen af Høkeren. Senest var han med til at føre Holbøl frem som en af de tre finalister til titlen Årets Landsby 2025.

Med over 30 års frivilligt engagement i idrætsforeninger i Haderslev, København og Holbøl beskrives Duus som “fællesskabets mand”. Han er oprindelig bankuddannet, tidligere økonomidirektør i DGI-Byen i København og i dag selvstændig med virksomheden Facilitetspartner.

Sammen med hustruen Charlotte, der driver familiens slægtsgård i Hønsnap, står han nu som ejer af et stykke levende egnshistorie – Holdbi Kro. ■

Christian Duus og hans hustru Charlotte er de nye ejere af Holdbi Kro

blank

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. november 2025

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.