Livet er hvad du gør det til
Af Ditte Vennits Nielsen
56-årige Lilly Jo Christensen har uddannet sig til registreret psykoterapeut.
Det er en uddannelse, der tager 4 år, og som hun ved hjælp af tankefeltterapi (TFT), hypnoseterapi og samtaleterapi glæder sig til at kunne hjælpe andre til at få det bedre.
Hvorfor lider nogle af angst, hvorfor får nogle stress, hvorfor får nogle en depression, hvorfor er nogle fastlåst i deres liv?
Det er sådanne spørgsmål, som Lilly Jo Christensen i fællesskab med klienten søger at finde årsagen til og komme med et bud på løsning af.
Mobning
Både unge og ældre, mænd og kvinder får stillet diagnoser med angst og depression.
Lilly Jo Christensen har i sit uddannelsesforløb erfaret, at mobning kan være en stor årsag til problemet. ”Både den der mobber, og den der bliver mobbet kan få store problemer, som forstyrrer dem resten af livet”, fortæller Lilly Jo Christensen, som gennem de forskellige terapier finder årsagen og hjælper på vej med at blive løst op for det.
”Kvinder kan opleve, at de føler sig fastlåst i deres liv. F.eks. i en arbejdsløshedssituation, hvor det kan være svært at komme videre. Hypnoseterapi er et godt værktøj til at komme videre”, fastslår Lilly Jo Christensen.
Unge mødre kan være udfordrede i, at skulle klare forpligtelser som mor og stadig være ung, og Lilly Jo har erfaring med, at det kan vokse sig til et stort problem, hvor samtaleterapien er et middel til at finde brugbare løsninger.
”Nogle mennesker har svært ved at opholde sig i rum med mange mennesker eller kan føle sig udfordret i at køre i bus. Nogle har eksamens angst. Andre har tandlægeskræk. Nogle mennesker kan vågne op om natten badet i sved på grund af en angst. Alle former for angst kan afhjælpes med TFT”, siger Lilly Jo Christensen.
At ”Livet er, hvad du gør det til” er blevet Lilly Jo´s varemærke. Det kommer af, at man selv kan være med at skabe det gode liv og gennem terapi kan man få løst op for ens problemer.

Lilly Jo Christensen tilbyder terapier i sit eget hjem, men tager også ud til firmaer for at hjælpe medarbejdere, som har problemer. Foto Ditte Vennits Nielsen